Frontpersonale blev smittet med corona og fyret - fredag var to ministre i samråd i sagen

Peter Hummelgaard var fredag kaldt i samråd.

Beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren var fredag kaldt i samråd om fyret frontpersonale.

Er det i orden, at Region Sjælland har fyret frontpersonale, der har været langtidssygemeldt på grund af coronasenfølger?

Det var beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren fredag kaldt i samråd for at svare på. Bag samrådet står Enhedslisten.

Jeg er megaærgerlig over, at man har stillet sig i front og så er takken at få en fyreseddel, og man mister sit job

— Camilla Ottesen, tidligere ansat på Slagelse Sygehus

- De har stået over for en sygdom, vi ikke kendte til. De blev sendt ud uden tilstrækkelig adgang til værnemidler, de har haft alvorlige sygdomsforløb og har så efterfølgende fået senfølger. Nu bliver de så præsenteret for en fyreseddel, og det er klart, det er helt urimeligt. 

- Så vi bliver nødt til at have fokus på, at de skal have en mere anstændig behandling, siger Peder Hvelplund, der er corona- og sundhedsordfører for Enhedslisten.

Mindst to fyresedler i Region Sjælland

I Region Sjælland er mindst to ansatte blevet fyret. Blandt andet Camilla Ottesen, der arbejdede som social- og sundhedsassistent på et coronaafsnit. Det er 15 måneder siden hun blev smittet, og hun døjer stadig med senfølger, blandt andet efter en blodprop i lungen. I april fik hun så en fyreseddel fra Region Sjælland. 

- Jeg er megaærgerlig over, at man har stillet sig i front og så er takken at få en fyreseddel, og man mister sit job, siger Camilla Ottesen.

Fredag blev Camilla Ottesen og andre fyredes skæbner så diskuteret på Christiansborg.

Både sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) understregede, at der allerede er afsat penge til regionernes eventuelle ekstraudgifter på grund af coronavirus.

Derfor afviste de at sætte flere penge af til det senfølgeramte frontlinjepersonale. De understregede dog, at arbejdsgiverne bør strække sig i en situation som denne.

- Jeg mener, at man som arbejdsgiver har et moralsk ansvar til at hjælpe sine medarbejdere, især når de er blevet syge på grund af, at de har passet deres arbejde i en meget vanskelig tid på covid19-afsnittene, siger Magnus Heunicke (S) og fortsætter:

- Hvis det så er, at medarbejderne ikke kan komme tilbage i den funktion, de havde tidligere, så må vi have et setup, der sikrer, at man som arbejdsgiver hjælper dem bedst muligt videre.

- Jeg kan ikke som minister gå ind i de konkrete sager, men når det er sagt, så synes jeg med den presseomtale, der har været, så lyder det åbenlyst urimeligt. Vi har med grupper at gøre, der er gået forrest gennem coronapandemien og udsat sig selv for smittefare. Der synes jeg, at en arbejdsgiver, uanset om det er en kommune eller en privat virksomhed, skylder deres ansatte at se tiden an og vurdere, om de ikke kan omplaceres til andet arbejde. Om ikke andet give dem tid til, vi kender de langsigtede konsekvenser, siger Peter Hummelgaard (S).

Camilla Ottesen er en af dem, der er blevet fyret, efter at have fået senfølger. | Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Indkalder til møde

Selvom der altså i første omgang ikke er lovet flere penge til området, så lovede Magnus Heunicke at indkalde blandt andre regioner og kommuner til et møde for at få klarlagt problemets størrelse. 

- Jeg har indkaldt Danske Regioner og KL til et møde for at drøfte, hvordan vi sikrer, at de tager ordentlig hånd om de medarbejdere, der har ydet en ekstraordinær indsat og er blevet udsat for smitte, fået smitten og nu har fået senfølger, siger ministeren.  

TV2 ØST ville gerne have spurgt regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S), om opfordringen fra Christiansborg får ham til at ændre mening. Men han har i dag ikke haft tid til at stille op til et interview. 

Men den 30. juli sagde han således:

- Det er meget vigtigt for mig, at når vi har medarbejdere, der er blevet syge på deres arbejdsplads i Region Sjælland, at vi så behandler dem på samme måde og ikke giver en fordel til nogle, der er blevet syge i en situation i forhold til nogle andre, der er blevet syge i en anden situation.

De mest hyppige og langvarige senfølger

Der er blevet rapporteret forskellige langvarige symptomer (som varer i over 4 uger efter sygdomsstart). De mest hyppige er:

- Åndenød og hoste

- Brystsmerter, trykken for brystet og hjertebanken

- Træthed og feber

- Kognitive problemer som koncentrations- og hukommelsesbesvær, hovedpine, søvnforstyrrelser, perifer neuropati (nedsat/ændret følesans), svimmelhed og delir (forvirringstilstand som oftere ses hos ældre)

- Mavesmerter, kvalme, diarre, anoreksi/nedsat appetit (hos ældre)

- Led- og muskelsmerter

- Symptomer på depression og angst

- Tab af smags-/lugtesans, tinnitus, ørepine, ondt i halsen, svimmelhed

- Hududslæt

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Nyhedsoverblik

Bevilling skal skabe mere trivsel i sportshal

play-circle LYT

Ejegodhallen i Nykøbing Falster får 212.807 kroner fra Nordea-fonden til at indrette et nyt fælles samlingslokale.

Et lokale, der i dag ligger mellem hallen og omklædningsrummene, skal ombygges til et åbent mødested med tekøkken, mødefaciliteter, skærm og bedre lydforhold. Samtidig opsættes ny skiltning ved hallen.

Målet er at skabe trivsel ved at give brugerne et sted at mødes før og efter træning i stedet for at gå direkte hjem.

Kraghave Badmintonklub har taget initiativ til projektet, der skal samle hallens mange brugere lige fra idrætsforeninger og 10. klasser til ældre og borgere i genoptræning.

- Foreningslivet er en af de stærkeste modvægte mod ensomhed, men det kræver gode rammer. Med støtten kan vi skabe et sted, hvor mennesker på tværs af alder og baggrund kan mødes og blive en del af et fællesskab, siger formand for Kraghave Badmintonklub, Engelien Kuiper, i en pressemeddelelse.

Nordea-fonden har samlet uddelt 33,3 millioner kroner til 53 projekter gennem Vores Egn-puljen. Projektet i Ejegodhallen sættes i gang, når bevillingen er udbetalt.

I bidende kulde slog dykkere hul i isen og katten af tønden

play-circle LYT
De udklædte medlemmer af sportsdykkerklubben var klar til at hoppe i havnen for at slå katten af tønden. Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

Det var en usædvanlig kold omgang, der ventede de medlemmer af Næstved Sportsdykkerklub, der søndag eftermiddag var mødt op for at fejre fastelavn og slå katten af tønden ved havnen på Enø.

Næstved Sportsdykkerklub havde traditionen tro rykket tøndeslagningen ned i vandet, men som noget ret så usædvanligt blev arrangørerne nødt til først at slå et stort hul i den tykke is.

- Vi slår katten af tønden direkte i vandet. Det skal være lidt vådt og lidt vildt, ellers er det jo ikke os, siger dykkerinstruktør og klubmedlem Morten Kristensen med et grin.

Vandet var isnende koldt, men det holdt ikke de udklædte medlemmer tilbage. Slagene blev delt ud, mens familie og venner stod pakket ind på kajkanten og heppede.

Før tøndeslagningen kunne gå i gang skulle der først laves et hul i isen. | Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

- Vi er dykkere, vi stopper ikke på grund af lidt frost, siger Morten Kristensen.

Tønden gav efter med et plask, og kort efter kunne både kattekonge og -dronning kåres. Kinderne var røde, og nogle kostumer lettere fugtige, men stemningen fejlede intet.

Efter kampen mod tønden trak alle mod varm kakao og fastelavnsboller.

Katten blev slået af tønden fra det iskolde vand. | Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

To ud af tre forældre giver økonomisk støtte til deres voksne børn

play-circle LYT

To ud af tre forældre giver økonomisk støtte til deres voksne børn i alderen 18 til 29 år.

Det viser en spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Nordea.

Støtten fortsætter, selv når børnene er flyttet hjemmefra.

Hjemmeboende børn får i gennemsnit 1903 kroner hver måned, mens udeboende børn i gennemsnit får 1059 kroner om måneden.

Støtten går hovedsageligt til betaling af abonnement på mobiltelefon, fødevarer og forsikringer.


Her er saunagus ikke kun for voksne

play-circle LYT
Hector og lillesøster Agnes kunne gætte alle duftene brugt i saunaen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Saunagus er normalt for voksne, men i Lalandia i Rødbyhavn får børnene også lov at komme med ind i varmen. En gang om ugen inviterer feriecentret familier til børnegus – med lavere temperatur, mildere dufte og roligere tempo.

- Normalt ligger vi omkring 80 grader, men til børnegus skruer vi ned til cirka 60 grader. Vi bruger mindre vand på ovnen og svinger håndklædet blødere, så varmen bliver mere behagelig og ikke rammer som en hård varmebølge, forklarer Carsten Nielsen, som er souschef i Lalandia Rødby og gusmester.

Duftene er også tilpasset de yngste.

- Vi vælger velkendte dufte som kanel, lime og appelsin. Det er noget, børnene kan genkende og gætte med på. Til voksengus bruger vi ofte stærkere og mere krydrede dufte.

Omkring 40 børn og forældre deltog ved seneste seance. Undervejs skulle de gætte dagens dufte.

- Den ene var kanel, den anden var lime og den sidste var appelsin, fortæller de to søskende Hector og Agnes efter den sveddryppende oplevelse.

Carsten Nielsen laver saunagus for de yngste hvor alle sanserne kommer i brug. | Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Lalandia begyndte med børnegus for tre år siden, og interessen er vokset.

- Der kommer flere og flere familier. Nogle børn bliver inde hele seancen, andre går ud undervejs, hvis det bliver for varmt. Det vigtigste er, at de får en god oplevelse sammen som familie, siger Carsten Nielsen.

Saunaen imponerer, men vandrutsjebanerne trækker stadig mest.

- Det er ikke helt lige så sjovt som rutsjebanerne. Det var bare varmt. På en måde var det sjovt, siger børnene, inden turen går videre mod vandrutsjebanen.

To kunder får medhold i sag mod Odsherred Varme

play-circle LYT
Odsherred Forsyning, der ejer Odsherred Varme, har 30 dage til at beslutte sig for, om de vil tage sagerne i retten. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ankenævnet på Energiområdet har afgjort fire nye klager over Odsherred Varmes krav om betaling for at træde ud af fjernvarmeaftaler. To kunder i Vallekilde har fået medhold.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Nævnet vurderer, at aftalerne byggede på forudsætninger, som ikke holdt. Kunderne fik ikke den fjernvarme, de var blevet stillet i udsigt. Samtidig var vilkåret om udtrædelsesgodtgørelse ikke gjort tydeligt nok, da kontrakterne blev indgået. Et så væsentligt krav skulle have stået klart i aftalen.

Sagerne hænger sammen med det strandede fjernvarmeprojekt i det sydlige Odsherred. Flere steder gravede entreprenører gaderne op, men leveringen af varme blev aldrig gennemført. Efterfølgende har flere borgere fået regninger på store beløb for at komme ud af aftaler, selv om de ikke har modtaget fjernvarme.

Odsherred Varme har 30 dage til at beslutte, om selskabet vil acceptere afgørelserne eller tage dem i retten. Ledelsen oplyser til Sjællandske Nyheder, at den vil gennemgå hver sag og samtidig tage hensyn til de kunder, der fortsat er tilsluttet.

I de to øvrige sager har nævnet ifølge Odsherred Varme givet selskabet medhold.

Hvor koldt er det hos dig?

play-circle LYT
Minus 15 grader målte termometeret i journalistens bil klokken 8.10 søndag morgen ved rastepladsen Tappernøje Vest. Foto: Martin Skov Poulsen - TV2 ØST

Det er bidende koldt. Måske endda den koldeste dag i år. I Holbæk er der målt minus 16,6 grader søndag morgen.

Men hvor koldt er det hos dig? Det vil vi gerne høre nærmere om. Send et bidende friskt billede af dit termometer i haven, garagen, ved køkkenvinduet, i bilen eller hvor du ellers har et termometer.

Fortæl gerne hvor og hvornår du har taget billedet. Send dit billede til redaktion@tv2east.dk

Nu kan flere afsone med fodlænke

play-circle LYT

Dømte med domme op til et år kan fra søndag få mulighed for at afsone derhjemme med fodlænke.

Tidligere har grænsen været en dom på maksimalt seks måneder.

De nye regler er en del af regeringens strafreform, som blev indgået med et bredt flertal i juni sidste år.

Udvidelsen gælder ikke personer dømt for personfarlig kriminalitet.

I stedet vil det typisk være folk dømt for færdselsforseelser eller narkokriminalitet, der kan få mulighed for fodlænke under de nye regler.

Det fortæller direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen.

- Vi regner med, at den nye udvidelse frigør 100 pladser de næste fire år, så vi hele tiden har 100 personer, som nu afsoner med fodlænke, som ellers ville have afsonet i fængsel.

De danske fængsler er propfulde. Ifølge Ina Eliasen er der over 100 procent belægning i både åbne og lukkede fængsler samt arrester.