Da retssagen mod en 25-årig frømand fra Søværnets Frømandskorps i Kongsøre begyndte mandag morgen i Nykøbing Sjælland, erkendte soldaten sig skyldig i spirituskørsel, men nægtede uagtsomt manddrab.
Han erkendte, at han med ganske lav fart havde kørt VW minibussen efter at have drukket mellem 7 og 10 genstande til festen i messen på Flyvestation Karup forinden ulykken, hvor hans 28-årige kollega faldt ud af bilen og omkom.
Frømændene havde været på såkaldt Conduct After Capture øvelse, hvor man lærer at forholde sig rigtigt, hvis man tages til fange af fjenden under en krig.
Da de efter festen ville køre tilbage til deres kvarter skete ulykken. Den nu omkomne frømand kom løbende efter minibussen og sprang ind gennem skydedøren i siden.
- Jeg troede, alt var i orden. Jeg regnede med, at døren ville blive smækket, så vi kunne trille hjemad, forklarer den tiltalte.
Men den nu afdøde soldat og en anden trimlede ud af den kørende vogn og slog hovedet mod asfalten.
- Han blødte fra baghovedet og næsen, og så begyndte jeg på livreddende førstehjælp, mens der blev ringet efter en ambulance, forklarede den tiltalte.
/ritzau/