Det var en frustreret bestyrer af Flügger i smedegade, der i nat mødte op i sin butik efter at være blevet alarmeret af politiet. Ifølge ham, så er det tredje gang, at butikken bliver ramt af en bil.
- Der var maling ud over det hele ligesom de to andre gange, forklarer butiksbestyrer Jens Nikolaj Larsen til TV2 ØST.
Ved sammenstødet lavede bilen hul i væggen, smadrede et kældervindue og et stort butiksvindue, ligesom den smadrede en halv palle fyldt med maling i spande.
Brandvæsenet var på stedet for at opsamle olie efter den forulykkede bil, og skadeservice mødte med tre mand for at rydde op efter malingen, der var slynget rundt i butikken.
Bilisten blev bragt til skadestuen med mindre kvæstelser, ligesom der blev taget en blodprøve for spirituskørsel.