Både i Næstved og Ringsted skulle der være politisk flertal for at lempe reglerne så ikke-producerende firmaer slipper for at betale 1050 kroner om året i affaldsgebyr. Det skriver Dagbladet.
Gebyret blev vedtaget allerede i foråret 2007 i de tre byråd, men netop på grund af protester fra ejere af mindre virksomheder uden egentlig produktion, blev gebyret først sendt ud til de godt 16.000 berørte virksomheder i de tre kommuner i december. Og det rejste en ny og endnu kraftigere proteststorm.
Og nu reagerer politikerne altså.
I Ringsted kræver det konservative byrådsmedlem Poul Erik Madsen, at ordningen lempes. Og i Næstved stiller Venstres byrådsgruppet det samme krav. Efter hvad Dagbladet erfarer, er der flertal i begge byråd for at genforhandle gebyret og dermed også for at lempe det.