FCK slog Næstved ud

FC København besejrede Næstved 2-0 i kvartfinalen i landspokalturneringen. Kampen blev skæmmet af uroligheder på tilskuerpladserne på Næstved Stadion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Helt som ventet var mestrene fra FC København for stor en mundfuld for Næstved fra Viasat Sport Divisionen, da de to hold mødtes lørdag på Næstved Stadion i kvartfinalen i landspokalturneringen. FCK vandt kampen 2-0 på mål af brasilianerne Ailton Almeida og José Junior.

Hjemmeholdet slog ganske vist godt fra sig det meste af kampen. Konstant fightende og med en enorm arbejdsindsats gav sydsjællænderne hovedstadsklubben kamp til stregen. Og FC København, der gav debut til nyindkøbene Ulrik Laursen, Zdenek Prospech og Junior, virkede også som et hold, der ikke er helt oppe i SAS Liga-omdrejninger endnu.

Først i anden halvleg kom der mere struktur på københavnernes spil, og det gav pote efter en times spil, hvor brasilianske Ailton Almeida prikkede bolden forbi Mads Toppel i Næstved-målet. Og 10 minutter før tid opfangede debutanten José Junior en returbold i feltet, som han kanonerede i mål via overliggeren.

Kampen blev skæmmet af, at det tilsyneladende ikke var alle udeholdets tilskuere, der var kommet for at se fodbold. På et tidspunkt i første halvleg fik de ødelagt det hegn, der adskilte de to holds fangrupper, og et mindre slagsmål opstod.

Kampens dommer Peter Rasmussen valgte at afbryde spillet midlertidigt, mens politi og kontrollører arbejdede på at stoppe urolighederne. Kampen blev dog genoptaget fem-seks minutter senere, og bortset fra en del rygende romerlys blev begivenhederne på banen ikke påvirket yderligere af fodboldbøllerne.


Nyhedsoverblik