Falck: Vi er chokerede

En redder er blevet sigtet for voldtægt af en 17-årig pige i en ambulance, der skulle køre hende til Slagelse Sygehus. Redderen er ikke længere ansat i Falck.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi er fuldstændig chokerede over den sigtelse her, siger kommunikationsdirektør i Falck, Louis Honoré til TV2 ØST.

En redder i Falck er blevet sigtet for at have voldtaget en 17-årig pige i en ambulance d. 1. september. Det skriver Ekstra Bladet.

Ambulancen var på vej til Slagelse Sygehus med den berusede kvinde, der havde været til fest og havde fået for meget at drikke.

Redderen sagde sin stilling op

Voldtægten skal være foregået i bårerummet, mens redderens kollega, og den 17-åriges veninde sad i førerhuset. En skydelåge ind til bårerummet var lukket.

- Da vi modtog sigtelsen, skyndte vi os at suspendere den pågældende redder, og kort efter valgte han så at sige sin stilling op med øjeblikkelig virkning, fortæller Louis Honoré.

Kommunikationsdirektøren fortæller, at noget lignende aldrig er sket før i Falcks 107 år lange historie.

Falck gennemngår arbejdsgang

- Vi er så i gang med nu at se, om der er noget i vores procedurer, som vi bør ændre i forhold til det her. Det er jo en sag, som kommer fuldstændig bag på os, men det er klart, vi er nødt til at se, om vi kan gøre tingene bedre i forhold til de interne procedurer, vi har, siger han.

De procedurer han henviser til er bl.a. procedurer for, hvordan redderne kommunikerer med hinanden i ambulancen.

- Vi vil selvfølgelig gøre vores for at sikre de folk, som vi behandler i vores ambulancer, siger Louis Honoré.


Nyhedsoverblik