Fætter-bror-bande får hårde straffe for supermarkeds-røverier

Bande af familiemedlemmer gjorde livet utrygt for ansatte i sjællandske supermarkeder. Den ene af dem, en 29-årig, er dømt for 9 røverier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre mænd blev mandag af et nævningeting i Retten i Næstved kendt skyldige i hver deres andel af en stribe voldsomme røverier mod supermarkeder på Sydsjælland og Midtsjælland i 2012.

Den 29-årige Joachim Andrup blev fundet skyldig i 9 røverier. Ved de 8 af dem havde han truet personalet med et oversavet jagtgevær.

Han blev idømt en straf på 8 år og 3 måneders fængsel, og da han i forvejen havde en dom på 9 måneders fængsel, skal han nu tilbringe 9 år bag tremmer.

Han har tilknytning til rockerbanden Bandidos.

Lavede de voldsomme røverier med sin fætter

De første 4 af røverierne lavede han sammen med sin 22-årige fætter, Daniel Pedersen, der også blev kendt skyldig og blev idømt en straf på 3 år og 9 måneders fængsel. Da han for nylig fik 3 måneder, skal han i fængsel i 4 år.

Ifølge anklageskriftet blev resten af røverierne begået sammen med andre mænd. Nogle er der sat navn på, andre har politiet ikke fundet.

Anklager tilfreds

Anklager Susanne Bluhm er tilfreds med dommen, der langt hen ad vejen fulgte anklagemyndighedens indstillinger.

Røverierne fandt sted fra august til oktober 2012 og gik ud over supermarkeder i Fakse Ladeplads, Karise, Ørslev i Ringsted, Terslev i Haslev, Klippinge, Store Heddinge, Lellinge i Køge, Rønnede og Stege.

Udbyttet var på mellem 8000 og 85.000 kroner og i alt slap røverne af sted med 325.000 kroner.

Røverierne var nogle voldsomme oplevelser for ofrene. De maskerede røvere truede både med oversavet jagtgevær og slog på et tidspunkt en butikschef i ansigtet for at komme til pengene.

Bror skyldig i at hjælpe

Hovedmandens bror Nicolai Pedersen på 30 år er blevet kendt skyldig i medvirken til det sidste af røverierne. Han havde hjulpet med at opbevare noget tøj og det oversavede jagtgevær, som han gravede ned på en fodboldbane, da røverierne begyndte at fylde i pressen.

Da røverne var maskerede, kunne de ikke identificeres ved hjælp af vidneforklaringer eller overvågningsbilleder. De er til gengæld blevet fældet på baggrund af anklagemyndighedens følgen af deres færden via deres mobiltelefoner

Hovedmanden ankede på stedet sin dom, fordi han vil frifindes, mens fætteren overvejer, om han vil anke. Broren tog imod dommen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik