Erhvervsfolk: Mols-Linien skal ud

Erhvervsfolk vil have et nyt selskab til at drive sejladsen mellem Ebeltoft og Odden. De er utilfredse med, at sejladsen på hverdage bliver droppet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis det står til erhvervslivet på Djursland, så er Mols-Linien snart færdig med at drive sejladsen mellem Ebeltoft og Odden.

Kravet, om at få et nyt rederi på banen, kommer efter, at Mols-Linien torsdag meldte ud, at den fra april dropper at sejle på hverdage mellem Ebeltoft og Odden. I stedet for skal den være en turistrute, der kun sejler i weekender, i ferier og på helligdage. Der er simpelthen for få passagerer på hverdage, lyder rederiets begrundelse.

- Vi skal simpelthen have en rute, som er drevet både af offentlige midler og private midler, og så skal Mols-Linien trække sig, siger direktør fra Fuglsøcentret, Peter Brinks, til DR Østjylland.

Formand for Djurslands Erhvervsråd, Ole Sørensen, vil også have et nyt rederi på banen:

- Vi har set, at vi i luftfarten har fået lavprisselskaber, som kommer ind og tilbyder et skrabet produkt men i høj grad til en konkurrencedygtig pris. Nu har staten jo en havn både i Ebeltoft og på Sjællands Odde, så spørgsmålet er, om man kan kigge på nogle muligheder der, siger Ole Sørensen.

Peter Brinks mener godt, at et nyt rederi kan få overfarten til at løbe rundt.

- Det handler jo også om kapacitet. Mols-Linien har jo valgt at indsætte firdobbelt kapacitet med de nye færger. Det kunne godt være, at der skulle mindre færger til, siger han.

Ole Sørensen fra Djurslands Erhvervsråd tilføjer, at det kræver en ændring af forliget omkring Storebælt, hvis Mols-Linien skal tvinges væk fra ruten mellem Ebeltoft og Odden.


Nyhedsoverblik