Efter landsmøde - lokale Venstre-folk roser ny frontduo

Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg udgør et stærkt par, der skal udfordre regeringen og sørge for ro i Venstre, mener lokale Venstre-folk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Valget af Jakob Ellemann-Jensen som formand og Inger Støjberg som næstformand i Venstre skaber glæde og bred opbakning hos partifæller på Christiansborg og i kommunerne. 

- Ingen er vist i tvivl om, at Venstre har valgt nogle, der kan bære faklen videre. Jeg håber, at de udfordrer den siddende regering og baner vejen for et regeringsskifte ved førstkommende lejlighed, siger gruppeformand for Venstre i Næstved Kommune, Kristian Skov-Andersen.

20190921-095207-l.jpg
Læs også
Jakob Ellemann-Jensen er valgt som Venstres nye formand
20190921-095207-l.jpg
Læs også
Jakob Ellemann-Jensen er valgt som Venstres nye formand

Han var mødt op på det ekstraordinære landsmøde i Herning og stemte på Inger Støjberg i duellen om næstformandsposten, hvor Ellen Trane Nørby var modkandidat. 

- Støjberg viste lune og folkelighed i sin tale, og det tiltrækker danskernes stemmer, er mit indtryk, siger Kristian Skov-Andersen.

Kristian Skov-Andersen fra Venstre i Næstved er glad for Venstres valg af formand og næstformand.
Kristian Skov-Andersen fra Venstre i Næstved er glad for Venstres valg af formand og næstformand. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Gruppeformand i Holbæk Kommune, Camilla Hove Lund, var forhindret i at deltage på landsmødet og havde derfor ingen stemmeret. Hun havde også Inger Støjberg som sin favorit. 

- Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi nu har haft det valg, for så kan vi komme videre og lave noget rigtig god Venstre-politik, for det er jo det, vi er sat i verden for, siger hun.

Et stærkt hold

Louise Schack Elholm, folketingsmedlem fra Sjællands Storkreds, kalder Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg for et "stærkt hold". 

- Nu skal Jakob have lov til at finde sine egne politisk ben. For det er ham, der skal lægge den politiske linje. Den regner jeg med, at han lancerer til vores næste landsmøde i november. Det ser jeg frem til, siger hun. 

Hvem stemte du på til næstformandsposten?

- Det har jeg ikke tænkt mig at offentliggøre, siger Louise Schack Elholm.

Anderledes ligefrem er Morthen Dahlin, som blev valgt i Slagelse-kredsen.

- Jeg vil understrege, at det var to formidable kandidater til næstformandsposten. Jeg tror, at holdet med Jakob Ellemann og Inger Støjberg gør Venstre bredest og mest slagkraftigt, og det har vi brug for frem mod kommunal- og regionsrådsvalget i 2021 og mod det næste folketingsvalg, hvornår det nu end skal være, siger han til TV2 ØST.

Inger Støjberg vandt med  577 stemmer mod 206 til Ellen Trane Nørby.

 


Nyhedsoverblik