Drenge bruger legeplads som toilet

Legeplads bruges som mødested for unge rødder. De efterlader deres afføring på stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En flok unge knægte holder til på Kirke Helsinge Børnehaves legeplads uden for åbningstid, hvor børnehavepoderne - de primære brugere - ligger i deres dertil indrettede senge.

Drengene holder ikke kun til på legepladsen, de sætter også deres spor i form af afføring, for de besørger også rundt om på pladsen, fortæller landbetjent Mette Bregn, som torsdag besøgte børnehaven.

Efter drengebesøgene, som har stået på i et par uger, ligger der typisk flere papirlommetørklæder med afføring på og flyder på legepladsen. Det flyder også med cigaretskodder, og i legehus eller bag et skur ligger afføringen.

Senest har drengene aflagt besøg forrige torsdag aften samt denne tirsdag og onsdag, fortæller Mette Bregn til Kalundborg Folkeblad.