DF: Staten skal sejle de små færger

Kristian Thulesen Dahl mener, at det var en fejl, at kommunalreformen efterlod kommunerne med ansvaret for færgerne. Han vil have staten til at overtage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere kommuner har problemer med at få driften af de små færger til at løbe rundt. Derfor vil Kristian Thulesen Dahl, som er finanslovsordfører for Dansk Folkeparti, have staten til at overtage driften.

- Spørgsmålet er, om det ikke var en fejl, at vi i forbindelse med kommunalreformen gjorde færgedriften til kommunernes ansvar, siger han til Fyens Stifttidende.

Han vil tage emnet op med de partier, som stod bag kommunalreformen: Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative.

- Vi kunne passende drøfte det i forbindelse med finanslovforhandlingerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

Men det afviser Det Konservative Folkepartis finanslovordfører, Christian Wedell-Neergaard.

- Jeg er helt enig i, at det er en samfundsopgave at sikre færgedriften. Men det er sundest, at færgedriften ligger i kommunerne. Den lokale infrastruktur kan kommunerne langt bedre overskue, end vi kan fra Christiansborg. Øboerne skal have mulighed for lokalt at vælge de politikere, som skal varetage opgaven. Det spørgsmål skal ikke afgøres ved et folketingsvalg, siger han til Fyens Stifttidende.


Nyhedsoverblik