Dårligt julemærkesalg får konsekvenser

Julemærkehjemmet i Skælskør risikerer at kunne hjælpe færre børn allerede næste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det går rigtig skidt med salget af julemærker i år. Og det kan få alvorlige konsekvenser for Julemærkehjemmet i Skælskør.

Alt for mange danskere har brudt den over 100 år gamle tradition med at sætte julemærker på brevene i december. I år går salget af mærket så dårligt, at det allerede næste år kan blive nødvendigt at skære antallet af pladser ned på julemærkehjemmet i Skælskør.

Skælskørhjemmet har i dag plads til 48 børn og er - sammen med hjemmet i Hobro - det største af de fire julemærkehjem i Danmark.

Direktør i Julemærkefonden, Joan Vestergaard oplyser, at ingen af de fire julemærkehjem vil blive lukket næste år. Men det kan blive aktuelt at skære ned på antallet af pladser på de to største hjem.

700 børn får hvert år et tilbud om et gratis ophold på 10 uger på et julemærkehjem, og tilbuddet er meget efterspurgt. Der er op til ni månders ventetid.

Julemærket er blevt solgt siden 1904, og siden dengang har 65.000 børn haft glæde af julemærkehjemmene.