Busskiltene kommer tilbage - men du kan stadig ikke se, hvornår bussen kører

Efter massivt pres bøjer Movia sig, og tilføjer informationer om bussernes rute til skiltene på stoppestederne. Passagererne kan dog stadig ikke se køreplanen på skiltene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være muligt at kaste et blik på bussens stoppested, og se om den stopper ved købmanden, og hvor tit den kører. Du kan dog ikke se, hvornår der ventes afgang. 

Det oplyser Movia, der nægter at bøje sig for massivt kundepres om at sætte køreplanerne tilbage på skiltene ved busstoppestederne. 

Nu sætter de i stedet skilte op, hvor der er en vejledning med store bogstaver, der vejleder passagererne til at søge informationen via en SMS-tjeneste på deres mobiltelefon.

- Vi er blevet kritiseret for ikke at lytte, og det er vi kede af. I de mange debatindlæg og breve, kunder har sendt til os, har flere peget på, at information om hvor tit bussen kører hen over døgnet og ugen kunne være en god løsning. Og da bussens tidsintervaller kun ændrer sig med nogle års mellemrum, er vi enige med kunderne i, at det er et godt supplement til den digitale information, fortæller kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann.

Movia forventer, at de nye skilte er opsat før sommerferien.

Droppede skilte

Movia droppede i december måned de fysiske rute- og køreplaner på de omkring 14.000 stoppesteder på Sjælland, Lolland-Falster og Møn. I stedet blev brugerne henvist til digitale løsninger, der er mere præcise.

Det udløste en bølge af utilfredshed mod selskabet, der blev kritiseret af blandt andet Ældresagen og Forbrugerrådet – og som udløste en bølge af civil ulydighed, hvor borgerne klistrede køreplaner op på stoppestederne igen.

Movia mener dog ikke, at minutplanerne er nødvendige. De peger på, at omkring 70 procent af de rejsende alligevel bruger stoppesteder, hvor der er opsat digitale skærme med informationerne. Samtidig vil de nu sørge for, at kunderne kan få trykte køreplaner i busserne.

Der vurderes ifølge Movia at være 60.000 ikke-digitale borgere på Sjælland, Lolland-Falster og Møn.


Nyhedsoverblik