Blind brud i front for luciaoptog

På Sankt Jørgen Skole var der fredag morgen luciaoptog og det med en helt speciel luciabrud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag var en stor dag for 11-årige Sille Christensen fra Næstved. Hun skulle nemlig gå i front for det traditionelle luciaoptog på Sankt Jørgens Skole.

- Det bliver fedt at kunne styre hele flokken. Jeg tror, det kommer til at gå supergodt, sagde den forventningsfulde luciabrud før den ansvarsfulde opgave med at lede alle fjerdeklasseselever gennem skolens gange.

En opgave, der ikke blev nemmere af, at Sille Christensen er født med en sjælden øjensygdom, som gør hende helt blind. Alligevel var hun ikke et øjeblik i tvivl om at takke ja, da hendes navn kom op af hatten ved lodtrækningen om at blive luciabrud.

- Jeg bliver aldrig nervøs over sådan noget. Jeg sagde bare: Ja tak, det vil jeg gerne, fortæller den gæve pige.

Foran Sille Christensen gik en lærer med et klirrende nøglebundt, der ledte luciabruden i den rigtige retning. Og optoget forløb helt perfekt.

- Der er mange udfordringer ved at have sådan et handicap. Så det er rigtig dejligt med positive oplevelser som denne. Det var meget rørende at se hende, og jeg er meget stolt og glad, sagde Silles mor, Anette Christensen, efter luciaoptoget.

Rollen som luciabrud var i øvrigt meget passende for Sille Christensen, da Sankta Lucia faktisk er skytshelgen for netop de blinde.

 


Nyhedsoverblik