Det var gode billeder fra overvågningskameraet på tankstationen og et godt lokalkendskab, der førte til, at politiet i Slagelse i går kunne anholde de to drenge, der stod bag røveriet mod Statoil-tanken på Mariendals Alle natten til mandag. Det skriver Sjællandske i dag.
Den 12-årige er blevet overgivet til de sociale myndigheder på grund af sin unge alder, men den 15-årige blev fremstillit i grundlovsforhør tirsdag formiddag, hvor han nægtede sig skyldig. Dommeren fandt dog politiets sag så holdbar, at den 15-årige blev varetægtsfængslet til den 1. november.
- Jeg mener ikke, at vi i de seneste mange år, har haft en så grov sag, der involverer så unge mennesker, siger vicepolitikommissær, Marianne Roed, til Sjællandske.
Røveriet skete natten til mandag ved 3-tiden. Overvågningskameraer viser den 12-årige og den 15-årige true kasseassistenten med en kniv, hvorefter de stak af med kassebeholdningen og nogle colaer og cigaretter.