Det er Augustinus Fonden, der nu har givet tilsagn om støtte på 6,5 millioner kroner til restaurering af kalkmalerierne i Fanefjord Kirke. Budgettet er på næsten 10 millioner, og menighedsrådet forventer at få resten af pengene som statstilskud.
Nationalmuseet har anbefalet en total restaurering af kalkmalerierne, der ikke har været restaureret eller renset, siden de blev afdækket i begyndelsen af 1930'erne. Malerierne er delvist ødelagte bl.a. på grund af luftfugtigheden under kirkens loft.
Kalkmalerierne er udført af Elmelundeværkstedet mellem 1499 og 1507. De blev afdækket af Nationalmuseet i begyndelsen af 1930'erne. Elmelundeværkstedet har udført kalkmalerier i andre kirker på Møn, Lolland og Falster, men i langt mindre omfang end malerierne i Fanefjord.
Fanefjord Menighedsråd har med hjælp fra arkitekt Peter Bering i Præstø udarbejdet et projekt, der ud over restaureringen omfatter udskiftning af varmeanlægget til et anlæg, der varmer direkte under kirkebænkene. Med dette varmeanlæg kan man undgå de uheldige påvirkninger af de restaurerede kalkmalerier.