Anholdt for brutalt overfald

Politiet har anholdt en 19-årig mand fra Slagelse. Han sigtes for et brutalt og meningsløst overfald på en bager, der var på vej på arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var offentliggørelsen af en overvågningsvideo, der bragte politiet på sporet af den 19-årige mand.

-Da han så sig selv i fjernsynet, vidste han godt at jorden brændte under ham, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Samtidig fik politiet flere henvendelser om den 19-åriges identitet, og natten til lørdag tog politiet så ud og hentede ham. 

Den 19-årige vil lørdag blive fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for overfaldet på en 58-årig bager natten til mandag. 

Overvågningsvideoen viser den 19-årige slå bageren flere gange både på kroppen og i hovedet, så han blandt andet brækkede næsen.