¨

Ærgrelse over seminarie-lukning

Foto: TV ØST

Flemming Sylvest arbejde i 35 år som inspektør på Holbæk Lærerseminarium. Han synes, det er et tab, at uddannelsesinstitutionen sandsynligvis lukker til sommer.

Flemming Sylvest har arbejdet som lærer og inspektør på Holbæk læreruddannelse fra 1960 til 1995.

- Jeg har nydt alle de år, jeg har tilbragt her, fortæller den 83-årige pensionist.

Han var med da det nybyggede lærerseminarium åbnede på en mark i 1965.

- Det var en meget moderne bygning, fortæller han.

Kan ikke forstå det

Men faldende elevtal har gjort, at University College Sjælland vil lukke seminariet til sommer.

- Jeg synes jo, det er en sorgens dag at høre det hårde budskab, og jeg kan ikke rigtig forstå det.

Dengang Flemming Sylvest arbejdede på seminariet var der masser af studerende. Nogle årgange lød på 200 studerende. I august 2013 begyndte blot 35 nye studerende.

Det får nu ledelsen til at varsle lukning af seminariet i Holbæk.

Ledelse: Det faglige miljø er ikke godt nok

- Det er selvfølgelig en sag, der har været gennemdrøftet meget nøje, siger Stina Møllenbach, som er Uddannelseschef for Læreruddannelsen på University College Sjælland og fortsætter:

- Men sådan som situationen er nu, så er det bestyrelsens vurdering, at det simpelthen er for lille et fagligt miljø i forhold til at kunne leve op til at skulle udbyde alle fag i læreruddannelsen, siger hun.

Flemming Sylvest kan godt forstå, det kan være svært at opretholde et seminarium, når elevtallet er så lavt, men han ærgrer sig over, at Nordvestsjælland - ja faktisk hele Vestsjælland - mister en vigtig uddannelsesinstitution:

Skamløst at fjerne uddannelse

- Nu skal man til hovedstaden eller Roskilde for at få en uddannelse, det er faktisk, nærmest... skamløst, mener han,

University College Sjælland henviser de fremtidige lærerstuderende fra Holbæk og omegn til lærerseminariet i Roskilde eller Vordingborg.

Den enedelige beslutning om, hvorvidt Holbæk Læreruddannelse skal lukke til sommer vil blive truffet til marts.

02:08 Luk video

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App