16-årig varetægtsfængslet for bombetrusler

16-årig pige er sigtet for at stå bag fem telefoniske bombetrusler mod stationer og lufthavn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sydsjællands Politi har sigtet en 16-årig pige for fem tilfælde af telefoniske bombetrusler. Truslerne førte blandt andet til stor postyr på Århus Banegård tirsdag, og onsdag morgen gik det ud over tog, færger og busser i Helsingør, da politiet evakuerede stationen og afspærrede området omkring den.

- Hun er kendt for at have lavet noget lignende før, og hun vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn.

Ud over truslerne mod stationerne i Århus og Helsingør har pigen ringet med trusler mod banegården i Esbjerg og Københavns Lufthavn i Kastrup. Lufthavnen modtog trusler to gange.

Politiet fandt frem til pigen gennem det telefonnummer, som truslerne blev indtelefoneret fra.

Hun blev i dag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger på en institution for kriminelle unge.

Ifølge TV2 ØSTs oplysninger er pigen fra Østsjælland, men blev anholdt på Sydsjælland.