I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Karin Bundgaard Nielsen, Asnæs
Jeg blev født i 1972 i tjenesteboligen til det, der i dag er Den rytmiske Højskole, dengang en lille landsbyskole i Jyderup, Odsherred. Jeg kommer fra et skolelærerhjem med klaver. Sang fra salme- og højskolesangbogen har jeg fået ind med modermælken og kirkegang har været en ganske naturlig del af min opvækst. Jeg er nummer fire og sidste i søskenderækken. Vi mistede min storesøster ved en drukneulykke i 1982, en voldsom hændelse, som har været med til at forme dybderne i livet for mig. I 1999 afsluttede jeg teologisk embedseksamen og kort tid efter blev jeg ordineret til mit første embede som barselsvikar i Hagested og Gislinge sogne ved Holbæk. Jeg var så heldig at kunne springe lige fra vikariat til fast stilling som sognepræst i Skibby sogn, hvor jeg virkede i 7 rigtig gode år. I januar 2008 gjorde Odsherred sin stærke tiltrækningskraft gældende igen – og min familie og jeg rykkede teltpælene op og rejste over fjorden fra det ene herred til det andet. Jeg blev ansat i Asnæs sogn, hvor jeg nu på 7. år nyder min hverdag som sognepræst. Jeg er tillidsrepræsentant for præsterne i provstiet og formand for KViST, Folkekirkens Skoletjeneste, som dækker naboprovstiet, Holbæk, med. Fodbold har altid været min yndlingssport. Engang (for mange år siden!)foregik det i Danmarksserien – i dag på det lokale dameseniorhold i Asnæs. Min mand, Henrik, er generalsekretær i Kirkefondet – og sammen med vores tilsammen fem børn elsker vi at tilbringe tid på pisterne i Østrig, i sommerhuset på Odden og at følge hinanden på livets forunderlige veje og afveje…
Søndagsprædiken
Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her
Jesper Bacher, Tirsted, Vejleby, Hillested, Skørringe Født den 28. februar 1971, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1999, samme år sognepræst på Lolland. Fraskilt far til tre. Elsker af teologi som tanketjeneste for evangeliet og ynder af ord til klargørelse og opbyggelse. Offentlig debattør og mediekommentator på Kristeligt Dagblad. Nyder af maltwhisky og henført af løbeglæde.
Søndagsprædiken
Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her
Søndagens tekst:
.
. .
-->
Prædiken af Karin Bundgaard Nielsen
Solen skinnede – tidligt om morgenen var hun sammen med sin lillebror og far landet med flyet fra den græske ferieø Kos. De havde været af sted i næsten tre uger. Det havde været en fantastisk tur – trygt og godt med far som den, der havde styr på, hvordan de skulle gebærde sig i det fremmede.
Hjemme ventede mor – med vaskemaskinen åben og klar til at vaske tøj i ekspres fart. Dagene var faldet sammen – hjemkomstdag og ny afrejsedag. Afrejse – ikke til et fremmed land – men til en helt ny tilværelse uden mor og far til at styre og finde vej.
Kl. 17 måtte afskeden tages – med efterskolen i baggrunden, som tårnede sig op som et andet slot fra en svunden tid – var tiden kommet. Hun trak vejret dybt, tog alt det mod til sig, som hun kunne grave frem – kæmpede om kap for at holde tårerne tilbage – gentog lydløst for sig selv igen og igen – at det her er begyndelse på noget nyt og spændende – et helt nyt kapitel i den historie, der var hendes – historien om at turde gi´ slip for at få muligheden for at mærke det trygge greb igen.
Vi – mor og far – så hende dybt i øjnene – og forsikrede, at vi skulle ses igen – om bare to uger. Hun vente sig om – gik med faste skridt hen til hovedindgangen – hendes skridt var pludselig blevet helt anderledes – det var hendes egne, de var selvstændige, og det var som om, at selvom vi ikke længere gik foran hende som forældre – så var vi med hende der i de ellers så selvstændige skridt!
”Vi skal ses igen!” lover Jesus sin discipel Thomas. Jeg ved, at du lige nu tvivler. Du tvivler på dig selv, om du kan finde vejen videre frem – om dine skridt kan bære dig ind i det uvisse, uden at jeg går foran dig.
Men jeg skal dø, forudsiger Jesus – snart skal jeg lide døden, og jeg kan ikke længere være hos dig og hos alle de andre, der har fulgt mig – men jeg lover dig: Vi skal ses igen! Afskeden er svær – det er endnu ikke blevet påskemorgen – disciplen Thomas har ingen anelse om, hvad der snart kommer til at ske – hvad den tomme grav påskemorgen skal berette. Lige nu ved han blot, at Jesus skal dø!
Har det hele været forgæves? – Har vi forladt familie, arbejde og netværk? Fulgt dig forgæves? Jeg tror, at spørgsmålene har kæmpet om kap hos disciplene Thomas og Filip. Vær ikke bange – lad ikke jeres hjerter forfærdes, svarer Jesus. Vi skal ses igen – den, der har elsket, har aldrig elsket forgæves – i min fars hus er der mange boliger – der, hvor jeg går hen, er der også plads til jer!
Jeg sad midt i prædikenforberedelsen, da de ringede fra skolen – ”Din søn er kommet til skade, vil du komme herop?” Jeg skyndte mig af sted – der lå han – ude på græsplænen – han havde ondt i ryggen – de turde ikke flytte rundt på ham. Vi kom ned til lægen. Han mærkede efter, fik et bekymret blik og sendte bud efter ambulancen. Jeg er bekymret for hans milt – om den kan have fået en lille revne. Det er nødvendigt, at I kommer hurtigt af sted til sygehuset – så jeg bestiller en kørsel1, som han trænet sagde i fagsprog. Pludselig tog det hele en drejning – sønnike skulle ikke bare tjekkes for et presset ribben – men at læse ud fra sygeplejersken og lægens koncentration – var det, de frygtede, en kende værre. Så kom ambulancen – og jeg tænkte ved mig selv – bare vi dog allerede var fremme – bare vi allerede var ved sygehuset nu – så de kunne foretage de afgørende prøver af drengen. Men inde i ambulancen var det som om, at endemål og vejen dertil smeltede sammen til ét. For allerede her – på vejen – der kunne redderne begynde sygehusets arbejde. Det var trygt og godt – vejen til sygehuset blev en del af opholdet på sygehuset. Vejen og målet smeltede sammen.
Jeg er vejen, sandheden og livet – siger Jesus beroligende til Thomas. Du har set mig, du har været hos mig, du har fulgt mig – du kender mig – derfor ved du også, hvor jeg går hen – derfor kender du også vejen! Du er allerede på vej, derfor er du allerede også i mål. Jeg og min far er ét, forsikre Jesus trøstende – kender du mig, kender du også min far i himlen – og i min fars hus er der mange boliger. Dertil kan du ikke komme for sent, du vil ikke finde et skilt med ”alt optaget”, og du vil altid blive taget i mod! Det vil du, fordi jeg er vejen, sandheden og livet! Netop fordi jeg med min død vil slippe dig for en stund – vil du igen med min opstandelse mærke mit greb i dig igen. Også selvom du ikke længere kan se mig – for jeg vil være, hvor min far er – og derfor vil du være samme sted. For jeg er vejen, sandheden og livet!
Ordene trøster – de lindrer afskedens smerte. Men tusinde spørgsmål venter stadig på svar. Ikke alle spørgsmål kan afkræve et svar – dertil er historien om menneskelivets forunderlighed for grænseløs og uigennemskuelig for os, der lever det. Tænk, om vi havde alle svar givet på forhånd? Tænk, om vi var egen Herre over liv og død. Tænk, hvis de ord, vi opfandt meningen af – kunne forklare alt, hvad der var at sige om os? Der vil for altid være en ukendt rest tilbage – der vil for altid være et mysterium, som hverken høj eller lav i blandt os kan udrede og forklare.
”Hvorfor skulle jeg også falde og slå mig?” græd han ambulancen. Og jeg kunne kun svare, at det skulle han, fordi han kastede sig ud i livet – han turde løbe, turde lege og turde udnytte, at han endda kunne lege vildt og løbe stærkt. Og inde i mig selv tænkte jeg: Hvor er du heldig, at du kan løbe og lege – at du kan deltage i livet! Men hvor er prisen dog ind i mellem hård. Hvor er det smertefuldt, når vi rammes, og det gør ondt – af netop samme årsag – det, der er årsag til leg, glæde og latter. At blive klog på livet er det samme som at gi´ sig i kast med det – at kaste sig ud – også der, hvor det kan gå begge veje – tårerne kan trille af lykke såvel som af smerte.
”For den har aldrig levet – som klog på det er blevet – han først ej havde kær!” Sådan skrev Grundtvig engang i sin sang ”Nu skal det åbenbares”, som vi skal synge herefter. Vi kan først blive klog på livet, når vi giver os i kast med det. Livserfaringen giver os livslæringen. Nogle gange kan den koste os dyrt – andre gang kommer vi lettere til læringen. Men vi bliver nødt til at få erfaringen – helt ind under huden – og blive påvirket af den på den ene eller anden måde – før vi kan tillade os at gøre os kloge på den og fælde en dom over den. Fælder vi en dom over det, vi ikke har oplevet eller stået ansigt til ansigt med – så vil det uvægerligt blive en fordom, vi fælder, for den falder, inden vi rigtig ved, hvad sagen drejer sig om, inden vi er blevet mærket af den!
Afskeden er svær for disciplen Thomas – for han ved jo endnu ikke, hvad der skal ske påskemorgen. Han har alene Jesu ord at holde sig til – opstandelsens glæde har han endnu ikke fået ind under huden – han er endnu ikke blevet konfronteret med kvindernes budskab, da de kommer hjem fra den tomme grav påskemorgen.
Vi ved alt om, at afsked er svær, når vi ikke ved med egen oplevelse, hvad der venter - når der forude venter os det ukendte. Det er og bliver meget hurtigt i menneskelivet en grunderfaring at tage af sked – om det er afsked med at die fra mors bryst, eller katten, hunden eller kaninen, der ikke kan leve længere – om det er afsked med en elsket skolelærer, der flytter til en ny skole, eller man selv skal begynde på en ny skole – måske en efterskole, hvor nætterne også skal tilbringes på skolen i stedet for hjemme på værelset hos mor og far - om afskeden mærkes, når mor og far skal skilles eller man er blevet så gammel, at man måske står i den ulykkelige situation selv at skulle skilles, eller den ultimative afsked, når ens elskede dør fra en…Vi har alle grunderfaringen om at tage afsked og det at miste i os. Vi ved, hvad afskedens frygt og bæven er gjort af – og derfor ved vi også, hvordan det er igen at finde grebet og på den ene eller anden måde, at komme videre efter afskeden.
Det er det greb, disciplene Thomas og Filip kæmper for at mærke og finde – da de går Jesus på klingen, efter han har forudsagt sin død. Hvad så med os – hvad med det fundament, du var for os, da du levede? Lige gyldig hvor bange, ensomme og tvivlende I så skal blive, siger Jesus, når I ikke længere har mig blandt jer – vil jeg være det fundament, der skal bære jer videre – i mig skal I fæste jeres greb – og slipper I, holder jeg alligevel fast i jer – for jeg er vejen, sandheden og livet – om I kan se mig eller ej!
Giver du dig i kast med livet – er det fyldt af afsked – og hver gang bliver du klogere på livet – og klogere på, hvad der egentlig bærer dig i sidste ende… Vi skal ses igen! Det løfte skal aldrig slippe sit greb i os – og med det skal vi med frimodighed involvere os i hinanden - med alle de skrammer det kan gi´ os. For min søn blev forskrækkelsen den største skramme - for sygehuset frikendte ham og sendte ham frisk og frejdig ud i livets leg igen! Jesus sender også disciplen Thomas ud i livets leg igen – frikender ham efter hans forskrækkelse over at skulle miste sin mester og Herre. Frikendelsen ord får vi alle givet i dag, når Jesus griber fat i os og siger: Også for dig – du, som sørger og tvivler – også for dig er jeg sandheden, vejen og livet! Intet af det, du gennemgår, vil derfor være ukendt for Gud – men alt er allerede i Guds favn! Amen
Prædiken af Jesper Bacher
Prædikenen er endnu ikke på nettet