Familiefar hentede børneporno over to årtier

Sagen mod en 47-årig journalist, der er tiltalt for at have krænket 40 børn, behandles igen mandag i Retten i Roskilde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

24.121 filer. Alle med børn og alle af seksuel karakter, fundet hjemme hos en 47-årig familiefar fra Midtsjælland. De otte ældste filer med børneporno, politiet har fundet på mandens harddiske er, ifølge en teleanalytiker fra Midt- og Vestsjællands Politi fra 2002. Det kommer frem på retssagens fjerde dag i Retten i Roskilde.

Ifølge teleanalytikeren har Midt- og Vestsjællands Politi, der sidder i vidneskranken i Retssal 1 fået hjælp af Nationalt Cyber Crime Center, NC3, til at kategorisere og skabe overblik over det enorme billedmateriale fundet på den tiltaltes harddiske og computere.

Den 47-årige mand er tiltalt for at have krænket 40 børn selv. Fra 2011 til 2015 foregik krænkelserne i mandens eget hjem, hvor han boede sammen med sin familie. Her er familiefaren tiltalt for at have blufærdighedskrænket 31 børn i alderen tre til fjorten år, herunder hans egne biologiske børn, ved at have filmet dem nøgne med kameraets fokus på kønsdelene. Den tiltalte nægter at have blufærdighedskrænket sine egne biologiske børn, som han siger, at han ikke har nogen seksuel interesse i. Han erkender dog, at han har haft en anden seksuel interesse i de andre børn, han har filmet, herunder et plejebarn, naboens børn og flere skolekammerater til hans egne børn.

Læs også
Journalist for retten – tiltalt for omfattende krænkelser af børn
Læs også
Journalist for retten – tiltalt for omfattende krænkelser af børn

Udover at have filmet børnene er den 47-årige også tiltalt for seks tilfælde af voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje med en person under 12 år. Disse seks forhold drejer sig om, at de 47-årige er tiltalt for at have berørt børnene på kønsdelene, mens de sov, så de ikke kunne sætte sig til modværge. Den tiltalte nægter voldtægt, men han erkender blufærdighedskrænkelse, og at det er ham, der har filmet børnene.

Derudover er manden tiltalt for at have krænket ni udenlandske børn fra USA, England, Sydafrika og Sverige på nettet. Disse krænkelser er foregået op til mandens anholdelse i april 2021. Den tiltalte erkender disse forhold.

En astronomisk stor mængde børneporno

Teleanalytikeren fra Midt- og Vestsjællands Politi, der vidner i retssagen mod den tiltalte mandag, understreger, at man ikke kan udelukke, at visse filer er gemt på flere harddiske eller computere samtidig, så de tælles med flere gange. Men uanset det faktiske antal af filer, så anerkender den 47-årige, at han har været i besiddelse af, hvad han selv kalder en astronomisk stor mængde børnepornografi.

Ifølge den tiltalte selv skabte han et netværk, hvor helt unge piger kunne vise sig frem, og mænd som han selv kunne se på. Den tiltalte har selv beskrevet, hvordan han var ”konge” af dette netværk, og at han var glad for relationen for pigerne. Han har i retten fortalt, at han forsøgte at gøre de små piger afhængige af ham følelsesmæssigt, og at han havde en seksuel interesse i at se på dem. Alligevel nægter han at have groomet pigerne.

Under dagens retsmøde fører anklager Lise Frandsen som vidne i sagen Per Frederiksen, der er psykolog og ekspert i netop grooming fra Red Barnet. Ifølge Red Barnet er grooming en proces i flere trin, hvor en person, der er en anden overlegen modenhedsmæssigt eller intellektuelt, manipulerer typisk et barn til at indgå i en seksuel handling. 

Læs også
Eks-hustru til tiltalt journalist: Han var manipulerende og styrende
Læs også
Eks-hustru til tiltalt journalist: Han var manipulerende og styrende

Ifølge Per Frederiksen er piger, fra de er ti år, i en særligt sårbar alder. De begynder at gå i puberteten, der foregår ting med deres krop, og samtidig vil de gerne anerkendes. Typisk vil krænkeren ifølge Per Frederiksen kommunikere med mange, og så vil han udvælge ofre efter, hvem der responderer mest på anerkendende ord. Her vil han så forsøge at gøre barnet følelsesmæssigt forbundet til ham, og lokke hende til at udføre seksuelle handlinger, som han kan se på.

Den tiltalte forklarer, at hans profil på det sociale medie TikTok havde omkring 10.000 følgere. Han anerkender, at han har løjet om sin alder. Dog kun i et tilfælde, siger han og understreger, at samtlige andre små piger ned til 11-12 år har vidst, hvor gammel han var. Anklager Lise Frandsen har dog fremlagt adskillige eksempler på, at den tiltalte har udgivet sig for at være teenager, ligesom hun har vist nævningene, at den tiltalte har sendt børnepornografisk materiale til børnene.

En psykologisk lænke

Kan man bruge andre børn til at vinde nye ofre ind? spørger anklager Lise Frandsen groomingekspert Per Frederiksen.

- Ja, man normaliserer typisk noget seksualiseret for børnene ved at vise andre jævnaldrende, der gør det samme. Man gør det normalt, og man øger trygheden, børnene vil jo også gerne være som de andre. Det er for eksempel, hvis man sender noget til et andet barn og siger, ”se, hvad de her piger godt kan lide”, siger eksperten fra Red Barnet.

Kort før sommerferien blev et politisk flertal enige om at ville kriminalisere grooming, og Per Frederiksen har været med inde over den nye groomingbestemmelse.

– I Red Barnet vil vi gerne have en psykologisk anerkendelse af, at børnene har været ude for en krænkelse, og at man også anerkender, hvad det er, de her børn står tilbage med bagefter. Typisk tvivler de på egen dømmekraft, mange har angst, de lider af ensomhed og ofte PTSD. Og så er mange efterfølgende bange for, at de bliver udsat for nye overgreb. Det bliver ved med at være i dem og rækker langt ind i voksenårene, og det er et meget svært livsvilkår. Psykologisk set er det virkelig noget af en lænke at komme fri af bagefter, siger Per Frederiksen.

Der forventes dom i sagen senest i midten af oktober. 



Nyhedsoverblik