Vand fra tusindvis af sommerhustoiletter lukker populære badestrande

Flere dage med voldsom regn har sendt store mængder spildevand ud i Sejerøbugten, hvor badning nu bliver frarådet, foreløbigt frem til mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere dage med voldsom regn har skabt problemer for badevandet langs store dele af Sejerøbugten og dele af Nekselø Bugt, hvor der i denne uge er blevet fundet e-coli- og enterokokker-bakterier

Situationen har fået Odsherred Kommune til - i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed - at fraråde badning ved en lang række strande på strækningen, der også er hjem for et af landets største sommerhusområder.

quote Indholdet af septiktanken står nærmest i direkte forbindelse med grundvandet, som har forbindelse med vandløb, som igen har forbindelse til Sejerø Bugten og badevandet

Fanny Villadsen, direktør, Odsherred Forsyning

Forureningen skyldes den seneste periode med voldsomt vejr og ikke mindst megen regn, som har gennemskyllet dræn og vandløb. Badevandet har derved modtaget store mængder spildevandspåvirket vand på kort tid.

- Det er helt forventeligt, at bakterieindholdet er højt efter skybrud og meget regn, lyder budskabet fra Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge Odsherred Kommune.

- Et generelt råd er, at man ikke skal gå i vandet lige efter en sådan hændelse.

Sommerhuse kilde til problem

Hos Odsherred Forsyning fortæller direktør Fanny Villadsen, at problemet oprinder fra de mange tusinde sommerhuse, som ligger ud til bugten.

- Størstedelen består af sommerhuse og størstedelen af de her sommerhuse har septiktank til deres spildevand, forklarer hun.

Fanny Villadsen, direktør, Odsherred Forsyning fremhæver de mange septiktanke ved sommerhusene som årsag til problemerne med spildevands bakterier i badevandet efter kraftig regn.
Fanny Villadsen, direktør, Odsherred Forsyning fremhæver de mange septiktanke ved sommerhusene som årsag til problemerne med spildevands bakterier i badevandet efter kraftig regn. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Septiktanken er således opsamlingspunkt for både sommerhusets håndvaske, toiletter og afløb. 

Tanken består som oftest af en sivbrønd eller et sivdræn, hvorfra væsken i septiktanken under normale omstændigheder siver ned i jorden.

- Men når der kommer kraftig regn, står grundvandet højt omkring septiktanken, så sivdrænet nærmest står og sopper i grundvand. Det vil sige, at indholdet af septiktanken står nærmest i direkte forbindelse med grundvandet, som har forbindelse med vandløb, som igen har forbindelse til Sejerøbugten og badevandet, forklarer Fanny Villadsen.

Læs også
Fund af colibakterier ved strand
Læs også
Fund af colibakterier ved strand

Problemet forstærkes kun af, at septiktankene i sensommeren og slutningen af sommerhussæsonen med mange gæster er godt fyldte.

- På den måde får man ved kraftige skybrud og høj grundvandstand trukket forurening fra septiktanke med ud i vandløbene og med ud i badevandet i Sejerøbugten.

Strande genåbnes tidligst mandag

Omkring 2.500 sommerhuse ved Sejerøbugten er allerede blevet kloakeret, men ifølge Fanny Villadsen udestår der endnu kloakering af "tusindvis af sommerhuse", som den dag i dag har en septiktank-løsning.

- Det er på grund af situationer som denne, at man laver sommerhuskloakering, påpeger direktøren.

Også stranden ved Sanddobberne er blevet ramt af e-coli og enterokokker.
Også stranden ved Sanddobberne er blevet ramt af e-coli og enterokokker. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Fredag vil der igen blive udtaget prøver fra standene, oplyser Odsherred Kommune.

Analyserne af prøverne forventes at være klar den følgende mandag, hvorefter Odsherred Kommune vil drøfte situationen med Styrelsen for Patientsikkerhed endnu en gang, og hvorvidt det igen er sikkert at gå i vandet.

Der bliver sat skilte med ’Badning frarådes’ op ved følgende strande:

  • Nekseløvej
  • Sanddobberne
  • Vraget
  • Syd for Brokkenhøj
  • Veddinge Strand
  • Høve Strand ved Skoven
  • Høve Offentlige Strand
  • Lumsås Søndrestrand
  • Burvænget

Kilde: Odsherred Kommune


Nyhedsoverblik