To mænd blev fredag aften anholdt efter et knivstikkeri i Nykøbing Sjælland.
Den ene af de to mænd er natten til lørdag blevet løsladt igen, mens den anden er blevet sigtet for forsøg på manddrab.
Det fortæller vagtchef Henrik Olesen ved Midt- og Vestsjællands Politi tidligt lørdag morgen.
Offeret, en 30-årig mand, har været i kritisk tilstand, men er nu stabil, oplyser vagtchefen. Han blev ramt på overkroppen og er indlagt på Rigshospitalet i København.
Ifølge vagtchefen kendte offeret de mænd, der efterfølgende blev anholdt.
Anmeldelsen indløb klokken 19.40 fredag aften på en privat adresse i Nykøbing Sjælland.
To anholdt efter slagsmål med kniv
Politiet kunne natten til lørdag ikke komme nærmere ind på omstændighederne omkring knivstikkeriet.
Fredag aften fortalte vagtchef Thomas Hartman til Ekstra Bladet, at flere personer havde været oppe og slås, og at der også var en kniv involveret.
Efter anmeldelsen sendte politiet flere patruljer til centrum i Nykøbing Sjælland. Her lykkedes det at anholde en enkelt formodet gerningsmand. Senere på aftenen blev endnu en mistænkt anholdt.
De to anholdte er 22 år og 43 år.
Det er den 43-årige mand, der er blevet løsladt.
Den 22-årige blev lørdag stillet for en dommer i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet frem til 24. maj.