Trods corona - vil starte ny festival, der skal samle tusinder

En gruppe borgere vil skabe en ny festival i Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nordstrand Festival.

Lige nu er der ingen, der kender navnet – men i sensommeren skal situationen gerne være en helt anden.

Sådan lyder meldingen fra arrangørerne af en ny festival, der med fokus på musik, mad og spiritus skal etablere sig i Nykøbing Sjælland.

- Nordstrand Festival er en festival, der har noget til alle aldersgrupper, og som samtidig gerne skulle give noget tilbage til lokalområdet. Der er rigtig mange lokale involveret, og vi har samtidig fået fat i nogle rigtig gode navne til festivalen, siger Mikkel Blaabjerg, der er kommunikationsansvarlig for Nordstrand festival.

Til sommer

Festivalen skal efter planen afvikles første gang til august. Men selvom der er mange danske festivaler, og endda også i lokalområdet – så bør der være plads til en til i Odsherred, mener arrangørerne.

- Vi har altid haft en drøm om at lave noget som dette - men Nykøbing har jo ikke rigtig noget på den måde. Det er en kanon stor by, og der er rigtig mange heroppe om sommeren, så det er et godt sted at lave sådan noget, siger Mikkel Blaabjerg.

Arrangørerne har allerede lavet aftaler om koncerter eller foredrag med navne som Aura Dione, Calby, Pilou Asbæk og Allan Olsen – og de løber chancen for at etablere et stort arrangement, selvom vi ikke kender sensommerens status på coronavirus.

- Der har været rigtig mange overvejelser, men man kan sige, at vi står også i en situation, hvor vi at man bliver nødt til at se fremad. Da vi lavede det her projekt, der snakkede vi med mennesker, der troede på, at vi kunne få den her festival op at køre næste år. Også på trods af corona, hvis vi ellers overholder en række sikkerhedsregler, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nordstrand Festival
Nordstrand Festival

Billetsalg åbnet

Festivalen bliver i år arrangeret som en række shows, der allerede nu er slået op på billetlugen.

- Selvfølgelig er det risikabelt. og vi har overvejet det mange gange. Men jeg tror, folk har brug for noget at se frem til - især i disse tider, hvor vi har været lukket så meget ned, som vi har. Men det er klart, at alt er lukket ned, så kan vi selvfølgelig ikke afholde vores festival. Men vi satser på, at vi til næste år, om der er corona eller ej, så kan vi få det til at fungere, siger han.

På sigt er det meningen, at festivalen i løbet af fem-seks dage skal samle 10.000-15.000 mennesker. Men corona betyder, at arrangørerne tør ikke satse på, at der kan samles så mange mennesker allerede næste år.

Politikere roser

Byrådspolitikerne i Odsherred er positive overfor planerne om at skabe en ny festival i kommunen.

- Det er en rigtig god ide. Vi er gode til at tilbyde mange ting heroppe i Odsherred - men vi kan blive bedre, og det her er et godt træk i den retning, siger Jette Sloth Nielsen (S).

Også Mathias Hansen (V) mener, at festivalen er en god ide.

- Jeg synes det er dejligt, at den kommer. Vi er en stor turismekommune. Og det er en indsats, som vi skal understøtte. Vi skal blive bedre til at have store armbevægelser, siger han. 


Nyhedsoverblik