Skybrud ramte by - halv meter vand ved biografen

Vig i Odsherred blev torsdag aften ramt af skybrud og oversvømmelse. Vandet stod i en halv meters højde ved biografen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var virkelig vildt.

Sådan siger Bente Elvert, der var en af dem, der oplevede det store skybrud, der torsdag aften ramte Vig i Odsherred.

Kort efter klokken 19.00 begyndte regnen at falde intensivt i Vig midtby, hvor Vig Bio fredag havde premiere på filmen 'Den gode spion'.

Man må dog næsten håbe, at den gode spion også var dykker - for vandet stod højt omkring biografen.

- Der stod en halv meter vand på vejen foran biografen. Bilerne kørte med kølvand - og vi tænkte hele tiden, at den næste bil ikke kunne komme igennem. Men det lykkedes dog alle at komme forbi, fortæller Bente Elvert.

Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud.
Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud. Foto: Privatfoto: Bente Elvert

Hun er formand for den frivillige forening, der driver biografen - og hun fortæller, at vandet også stod i 30 centimeters højde inde i glashuset, der rummer indgangen til biografen. Samtidig fandt vandet vej af alle små revner ind til biografen. Hun oplyser, at biografen fik gæsterne ind gennem andre indgange.

- Det begyndte at dryppe overalt - i forhallen og ind i gangene. Gulvene var våde. Heldigvis holdt selve salen dog tør, fortæller hun.

Havde advaret

DMI havde varslet om risiko for skybrud og torden mellem klokken 19.00 og 21.00 - og det passer meget præcist med, hvornår uvejret satte ind.

- Vi frygtede for, at kælderen skulle blive oversvømmet. Men det ser ud til, at den trods alt holdt tør. Samtidig forsvandt vandet hurtigt, siger hun.

Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud.
Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud. Foto: Privatfoto: Bente Elvert

Hun fortæller, hvordan biografgæsterne stod med skoene i hånden, men alligevel gik i biffen for at se filmen.

- Der var altså nogen, der var meget våde. Og mange stod bare og kiggede ud på alt vandet. Det var altså helt vildt, siger hun.

Kun i Vig

Hun oplyser, at der var tale om et helt lokalt skybrud.

- Da jeg kørte hjem, så kunne man da godt se, at det havde regnet lidt omkring byen. Men det ser ud til, at det hele faldt midt i byen, fortæller hun.

Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud.
Sådan så der ud i Vig, der torsdag aften blev ramt af en oversvømmelse efter et skybrud. Foto: Privatfoto: Bente Elvert

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man,. at man ikke har fået meldinger om problemer i forbindelse med uvejret. DMI meddeler dog, at der på den anden side af Storebælt har været meget kraftig regn i området omkring Kerteminde.

Lidt syd for området blev en skypumpe torsdag filmet.

Hos Vig Bio oplyser Bente Elvert, at de i morgen vil tage kontakt til bygningens ejer,  Odsherred Kommune, samt deres forsikring for at vurdere skaderne.


Nyhedsoverblik