Restaurant i Odsherred optages i Michelin-guide: - Det er helt vildt fantastisk

Restaurant MOTA i Odsherred er efter kun syv måneder blevet optaget i den nordiske Michelin-guide.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er kun syv måneder siden, at Gitte Klausen og Claus Henriksen sammen kunne åbne Restaurant MOTA i Anneberg Kulturpark i Odsherred.

Og allerede nu ser restauranten ud til at have fået stor succes. Den er nemlig blevet optaget i den nordiske Michelin-guide, som udkommer i juli måned.

- Det er helt vildt fantastisk for os, fortæller Gitte Klausen, der er ejer af Anneberg Kulturpark.

- Vi har haft en fornemmelse af det. Vi har jo vidst, at vi blev evalueret, fordi vi ved jo, at vi har haft besøg af dem. Men vi har ikke fået noget at vide. Vi fik bare en alert om (blevet gjort opmærksomme på, red.), at vi var blevet optaget.

quote Fra den ene dag til den anden vil vi jo være internationalt anerkendte

Gitte Klausen, ejer af Anneberg Kulturpark

Restaurant MOTA har fået at vide af folkene bag Michelin-guiden, at restauranten er blevet optaget som en af de nye restauranter. Hvorvidt de også får en Michelin-stjerne, finder de først ud af den 4. juli, hvor de nordiske Michelin-stjerner uddeles i Stavanger i Norge.

- Det betyder jo sindssygt meget, fordi der er så meget markedsføring, som kommer automatisk, hvis man har en stjerne. Fra den ene dag til den anden vil vi jo være internationalt anerkendte, lyder det fra Gitte Klausen.

Lokale fødevarer i fokus

I en længere periode havde Gitte Klausen været på jagt efter én, hun kunne starte en restaurant op sammen med. Samtidig valgte kokken Claus Henriksen at forlade sin stilling på Dragsholm Slot, og parterne blev efterfølgende introduceret for hinanden.

Tilbage i marts sidste år offentliggjorde Anneberg Kulturpark, at de havde startet et samarbejde med Claus Henriksen.

- Hvorfor er det interessant at være i Odsherred? Det er det, fordi vi producerer fødevarer. Vi har for mit vedkommende nogle af de bedste landmænd og nogen, som producerer masser af fantastisk kød. Det vil jeg gerne sætte fokus på, udtalte Claus Henriksen til TV2 ØST i marts sidste år.

Læs også
Stjernekok åbner ny restaurant i gamle hospitalsbygninger
Læs også
Stjernekok åbner ny restaurant i gamle hospitalsbygninger

Netop fødevarerne er også et af de områder, som bliver anerkendt ved, at Restaurant MOTA nu er optaget i Michelin-guiden, mener Gitte Klausen.

- Det er jo også en blåstempling af, at Odsherred er ved at komme på landkortet. Ikke bare gastronomisk, men også fødevaremæssigt, siger ejeren og fortsætter: 

- Fremadrettet arbejder vi jo også benhårdt på at indhente Bornholm for eksempel, der har markedsført sig som et fødevareområde. Der tænker jeg, at Odsherred har mindst lige så stort potentiale for at blive et sted, man tager hen og får kvalitetsråvarer, og hvor gastronomien følger med.

Claus Henriksen har tidligere arbejdet på store Michelin-restauranter såsom Noma, Formel B, Søllerød Kro og senest på Dragsholm Slot, hvor han var køkkenchef. Her fik restauranten i 2017 tildelt en Michelin-stjerne.


Nyhedsoverblik