Mand truet med jagtgevær - 26-årig fængslet

En 26-årig mand fra Korsør er blevet anholdt for at have truet en 25-årig mand med et oversavet jagtgevær. Han fremstilles tirsdag formiddag i grundlovsforhør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Natten til tirsdag endte to mænd på henholdsvis 25 og 26 år i et slagsmål på en adresse i Odsherred. Det udviklede sig i en sådan grad, at den 26-årige endte med at true den 25-årige med et oversavet jagtgevær.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en rapport fra det seneste døgn.

Klokken 01.16 blev den 26-årige mand anholdt af politiet. I den forbindelse fandt politiet jagtgeværet, patroner og kniv, som manden blev sigtet for at besidde. Den 26-årige mand er fra Korsør, og den 25-årige mand, der blev truet, er fra Odsherred.

Den 26-årige fra Korsør blev tirsdag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling. Her valgte retten at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Slog 35-årig i hovedet med totenschlæger

Ved tirsdagens grundlovsforhør indgik endnu en sag om vold, der fandt sted i Nykøbing Sjælland den 23. maj.

- Her er han sigtet for at have slået en 35-årig mand i hovedet med en totenschlæger. Politiet fandt den 26-årige mand i besiddelse af totenschlægeren i forbindelse med anholdelsen, fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Af døgnrapporten fra den 23. maj fremgår det, at den 26-årige mand fra Korsør havde befundet sig på den 35-åriges bopæl i Nykøbing Sjælland, da de tidligt om morgenen kom i slagsmål med hinanden.

Begge mænd var ifølge rapporten påvirkede af spiritus og narko.

Læs også
Mand gik amok med økse - smadrede ruder og biler
Læs også
Mand gik amok med økse - smadrede ruder og biler

Politiet fik i første omgang kontakt til den 35-årige mand, der løb lettere påvirket af rusmidler rundt på Havnegade i Nykøbing Sjælland klokken lidt over seks om morgenen den 23. maj. 

Her fortalte han politiet, at han var blevet slået et par gange i hovedet med en totenschlæger af den 26-årige.

- Den bekendte var pludselig blevet voldelig og verbalt truende over for den 35-årige, skriver politiet i rapporten.

Den 26-årige blev anholdt klokken 07.05 den 23. maj og afhørt i sagen. Nu bliver sagen så taget op igen ved grundlovsforhøret i forbindelse med den nye sag, hvor han nu også har truet en 25-årig med et oversavet jagtgevær.