Lukkes midlertidigt efter dødsfald

Et dødsfald på Lynghuset får nu Odsherred Kommune til at lukke stedet midlertidigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rubrikken i artiklen er ændret, fordi det tidligere fremgik at stedet lukkede. Der er dog tale om en midlertidig nedlukning. 

Odsherred Kommune har besluttet at lukke Lynghuset, som er et til kommunalt tilbud til blandt andet alvorligt syge og døende patienter.

Lukningen kommer, efter kommunen den 4. december fik en bekymret henvendelse fra en praktiserende læge til en borger, som dagen forinden var død på Lynghuset efter fire dages indlæggelse.

Læs også
Dødsfald på hospice får nye konsekvenser
Læs også
Dødsfald på hospice får nye konsekvenser

Lægens henvendelse førte til, at Odsherred Kommune selv begyndte at undersøge sagen ved blandt andet at tale med Lynghusets medarbejdere.

Efterfølgende anmeldte den praktiserende læge sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed og Midt- og Vestsjællands Politi.

Sendte medarbejdere hjem

Efter politianmeldelsen blev det besluttet at hjemsende og fritage et antal medarbejdere for tjeneste på Lynghuset.

Og den 12. december indførte man et midlertidigt stop for at tage nye palliative patienter ind.

Læs også
Hospicesag kan skyldes besparelser, mener ældrerådsformand
Læs også
Hospicesag kan skyldes besparelser, mener ældrerådsformand

Men det har vist sig, at det pleje- og sygeplejefaglige niveau på Lynghuset er under pres grundet sygdomsbetinget fravær.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Derfor har direktionen i Odsherred Kommune besluttet at lukke Lynghuset midlertidigt.

Patienter flyttes

De tilbageværende tre patienter på Lynghuset vil blive flyttet til et lignende tilbud, Sejrsbo.

Medarbejderne på Lynghuset vil under den midlertidige lukning skulle arbejde andre steder i kommunen. 

De vil blive informeret og varslet herom i henhold til de almindelige ansættelsesretlige regler, skriver kommunen.

Læs også
Dødsfald på hospice politianmeldt – flere ansatte hjemsendt
Læs også
Dødsfald på hospice politianmeldt – flere ansatte hjemsendt

Først den 1. februar 2024 vil Byrådet blive præsenteret for en plan for, hvordan det palliative tilbud på Lynghuset kan genåbne.

Sygemeldt på grund af sagen

Ulla Gramstrup, der er direktør i Odsherred Kommune, fortæller til TV2 ØST, at sygemeldingerne, der er årsagen til den midlertidige lukning, både skyldes luftvejssygdomme og den verserende sag.

- Lige da politianmeldelsen kom, var der nogle, der meldte sig syge af psykiske årsager. Nogle af dem er kommet tilbage igen, men så er vi, ligesom alle andre, blevet ramt corona og influenza, så lige nu er det en kombination, fortæller direktøren.

Hun forklarer, at beslutningen om den midlertidige lukning også skyldes politiets arbejde.

- Vi kan se, at det kan tage noget tid, før vi kan tage dialogen med de hjemsendte medarbejdere, fordi politiet skal have afsluttet deres undersøgelse først, siger hun.

Ulla Gramstrup, der er direktør i Odsherred Kommune, fortæller, at sygemeldingerne, der er årsagen til den midlertidige lukning, blandt andet skyldes den verserede sag.
Ulla Gramstrup, der er direktør i Odsherred Kommune, fortæller, at sygemeldingerne, der er årsagen til den midlertidige lukning, blandt andet skyldes den verserede sag. Foto: TV 2

Lukningen sker både af hensyn til borgerne og af hensyn til medarbejderne, fortæller Ulla Gramstrup.

- Det er for, at vi samlet set får løst vores opgaver bedst muligt, siger hun.

- Borgerne skal ikke opleve, at der kommer mange vikarer, siger direktøren, der fortæller, at de borgere, der er tilbage på Lynghuset, ikke er palliative borgere, men patienter med brug for aflastning. 

Lynghuset vil være lukket i hvert fald frem til den 1. februar, og Ulla Gramstup understreger, at der ikke er grund til at frygte, at Lynghuset ikke åbner igen.

- Der er helt klart en plan om, at der skal åbnes et palliativt tilbud igen på Lynghuset, siger hun.

Sejrsbo, som de tilbageværende tre beboere nu flyttes til, ligger i den samme bygning som Lynghuset.


Nyhedsoverblik