Byrådskandidat har tidligere truet statsminister på livet

En af kandidaterne til byrådet i Odsherred Kommune er tidligere dømt til psykiatrisk behandling for dødstrusler mod Lars Løkke Rasmussen (V).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af de 79 kandidater, der skal konkurrere om 25 pladser i Odsherred Byråd, er en tidligere kalundborgenser, som er dømt til psykiatrisk behandling for dødstrusler mod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det skriver dagbladet Nordvestnyt fredag.

Det drejer sig om Glenn Hansson, der stiller op på sin egen liste, »Otium Parti«. Glenn Hanssons dødstrusler til statsministeren blev afsendt i 2010 i form af breve til Lars Løkke Rasmussen samt en række medier.

Ville blive slået ihjel

Glenn Hansson forlangte, at Danmark skulle trække alle væbnede styrker ud af Afghanistan og hjem til Danmark inden for 10 uger, ellers ville »statsministeren, dennes familie samt nærmeste blive slået ihjel«.

Truslerne betød, at Glenn Hansson blev dømt til behandling på retspsykiatrisk afsnit P5 på psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Der er hans nuværende folkeregisteradresse.

En straf kan ikke forhindre kandidater i at opstille til valget, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person er valgbar, kan først tages op, hvis vedkommende bliver valgt.


Nyhedsoverblik