Aben Marius er fanget efter to uger på fri fod

En 7-årig abe har siden stormen Rolf i februar været på fri fod. Nu er den endelig hjemme igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en meget lettet Joan Thygesen fra Odsherred Zoo Rescue, der søndag kan kigge på sin 7-årige kapucinerabe, Marius. Siden 23. februar har den været forsvundet fra sit bur i parken.

- Vi er så lettede, som man overhovedet kan være. Det er så dejligt, siger Joan Thygesen, der er direktør i Odsherred Zoo Rescue.

Den fuldvoksne hanabe så sit snit til at stikke af under stormen Rolf, der ramte regionen for to uger siden.

quote Jeg tænkte, det er sgu da mærkeligt. Jeg blev lidt mundlam over det

Mads Schrøder Nielsen, Hedehusene

Stormen gav nemlig så kraftige vindstød, at taget til abeburet løftede sig, så Marius kunne slippe ud.

Siden har medarbejderne i Odsherred Zoo Resue arbejdet i døgndrift på at fange aben, hver gang nogen havde set den omkring den nordvestsjællandske landsby Høve.

- Vi har stået til klokken 22 om aftenen i bælgravendes mørke, hvor vi har set på ham sidde i et grantræ, og så har vi sat noget mad ud til ham.

- Jeg troede først, at det var en hund

Marius var hurtigere end de, der forsøgte at fange ham. Altså lige indtil lørdag, hvor Mads Schrøder Nielsen kom kørende i sin bil i Høve og spottede noget foran bilen.

- Jeg kommer kørende i bil på vej hjem fra mine forældre, og så ser jeg noget foran bilen. Jeg troede først, at det var en hund. Men så kan jeg jo godt se, at det er en abe, siger Mads Schrøder Nielsen og fortsætter:

- Jeg tænkte, det er sgu da mærkeligt. Jeg blev lidt mundlam over det.

Læs også
Zoo frygter for forsvunden abe i kulden
Læs også
Zoo frygter for forsvunden abe i kulden

Mads Schrøder Nielsen ringede til sine forældre, som var inde i huset. Forældrene ringede til Odsherred Zoo Rescue, som siden flugten for to uger siden har efterlyst aben Marius.

- Vores søn var på vej ud ad indkørslen og så aben på naboens terrasse. Han var hurtig til at ringe til os, og så fik vi ringet til zoo, så de kunne komme med et net og et bur. Så det var lidt af et teamwork, siger Anne Dorit Nielsen, der er mor til Mads Schrøder Nielsen.

I den anden ende af røret stod Joan Thygesen, der har brugt de sidste mange dage på at lede efter Marius.

- Vi var lige kommet hjem fra en tur, der havde taget flere timer, og så ringer de og siger, at de har set ham. Vi sagde, at de skulle holde øje med ham, mens vi pakkede bilen igen.

- Der blev virkelig løbet igennem

Siden flugten den 23. februar har mange set Marius løbe rundt i området. Joan Thygesen driver Odsherred Zoo Rescue med sin søn, Nikolai Ankergren, og sammen har de talt med de mange vidner, der har ringet.

- Der har været mellem to og 12, der har ringet næsten hver dag, fordi de har set ham. Så vi har været ud at se efter ham, men vi har ikke kunne fange ham. Så vi har sat mad ud, så han kunne få noget at spise.

quote Det er hans skyld, at aben er tilbage. Så vi er selvfølgelig taknemmelige

Joan Thygesen

Joan Thygesen nåede dog at blive nervøs, da der gik to dage, hvor telefonen ikke ringede med nye meldinger om, at borgere havde set Marius.

- Jeg synes ikke, at det var sjovt de to dage, hvor der ikke var nogen, der så ham, og hvor det var frostvejr. Selvom kapucineraber er kloge og kan finde læ og tørvejr, synes jeg, at det var lang tid.

Men lørdag blev Marius altså set. Så Nikolai Ankergren fra Odsherred Zoo Rescue pakkede bilen med et bur og et net.

Da han kom frem til Mads Schrøder Nielsen, fandt de aben, og så gik jagten ind.

- Da de gik hen mod den, valgte aben at hoppe hen over en busk, og så løb den væk. Så får han løbet den op, og der blev virkelig løbet igennem. Han løb alt hvad han kunne og så fangede han den i nettet, siger Mads Schrøder Nielsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er hans skyld, at aben er tilbage

Aben Marius er nu hjemme i Odsherred Zoo Rescue, hvor den søndag stadig slapper af efter de sidste to ugers tur ude i virkeligheden.

Selvom det har været vintervejr, har den det godt.

- Han har det fint. Han spiser og sover meget, og lige nu ligger han under en varmelampe og slapper af. Så det ser ud til, at han nyder det, siger Joan Thygesen.

Mandag skal Marius tjekkes af en dyrlæge, der skal vurdere, hvornår den kan komme tilbage til sin gruppe.

Læs også
Undsluppen abe driver gæk med dyrepassere
Læs også
Undsluppen abe driver gæk med dyrepassere

Men ifølge Joan Thygesen har aben ikke taget skade i de sidste to uger. Nu er hun bare glad for, at Mads Schrøder Nielsen var hurtig til at ringe efter hjælp.

- Det er fantastisk, at han gjorde det. Vi havde umuligt kunne fange ham uden de mennesker, der har lagt energi i at fange ham. Det er hans skyld, at aben er tilbage. Så vi er selvfølgelig taknemmelige, siger Joan Thygesen.

Som tak har Mads Schrøder Nielsen og hans familie fået et årskort til Odsherred Zoo Rescue. Så det bliver ikke sidste gang, at de kommer til at hilse på Marius.

- Det er rigtig fedt at kunne hjælpe på den måde. Jeg skal da derop og sige hej til aben igen. Det kunne være meget sjovt, siger Mads Schrøder Nielsen.


Nyhedsoverblik