16-årig plukkede sig vej til Columbia

Jordbærplukning og hårdt arbejde betalte billetten til et års eventyr i Columbia for den nu 16-årige Kamilla Jensen fra Asnæs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi hører ofte, at de unge er nogle sløve padder, der sidder derhjemme og spiller Play Station. Men ikke alle er sådan. Kamilla Jensen fra Asnæs er blot 16 år, og har allerede hel rygsæk fuld af bedrifter og oplevelser.

- Når jeg arbejder, så giver det mig frihed. Så skal jeg ikke spørge mine forældre om lov og kan bare tage ud at rejse, hvis det er det, jeg vil, siger hun.

Arbejdet meget

Siden Kamilla Jensen fyldte 13 år er fritiden gået med at arbejde. Og hun er ikke bleg for at stå tidligt op for at få arbejde fra hånden. Hun bor tæt på en jordbærmark, hvor hun står op kl. 5 for at plukke jordbær.

- På et tidspunkt havde jeg fire jobs på én gang, siger hun.

Udover jordbærplukning kan Kamilla skrive gymnastiktræner, tjener, rengøringsdame, bogopsætter på biblioteket og avisbud på sit CV. Derudover har hun også skrevet små historier for Ude og Hjemme.

Opsparet 100.000 kroner

Og pengene er ikke gået til make-up, cafeture eller shopping. De er blevet sparet op. Og for godt et år siden havde hun 100.000 kroner på bankkontoen.

- Så kom hun hjem og sagde, at hun ville til Columbia i et år. Jeg sagde, det har vi ikke råd til Kamilla, men hun sagde, at det var lige meget, hun ville selv betale for turen. Så arrangerede hun nærmest det hele selv, siger Tove Olsen, hendes mor med stolthed i blikket.  

Så sidste sommer i en alder af  bare 15 år satte Kamilla Jensen sig så alene på flyveren til Columbia. Hun ville på eventyr, og hun ville lære spansk.

- Det var bare en helt fantastisk tur. Jeg lærte så mange ny mennesker at kende, siger hun.

Donerede sit hår væk

Mens Kamilla Jensen var af sted, endte hun med at donere sit hår til en kræftramt kvinde.

- Vi mødtes hjemme hos hende, så gik vi ned i frisørsalonen, og så ti minutter efter fik hun mit hår, siger den eventyrlystne teenager.

Men frisuren blev en anelse kort.

- Ja, men der var jo ikke noget at gøre ved det, da det først var klippet af. Og hun blev så glad, så det holdt mig oppe, siger Kamilla Jensen.

Hårdt arbejde betaler sig

Nu er hun så taget på sprogskole i England, for at spidse sin engelskkundskaber af inden, hun skal starte i gymnasiet efter sommerferien.

- Jeg skal bare arbejde en masse, og så skal jeg forhåbentlig nok få de ting til at ske, som jeg gerne vil have, siger hun.

For hende er hårdt arbejde lig med muligheder og det gode liv.


Nyhedsoverblik