Mens Folketings-politikerne efter alt at dømme giver det
endelige tilsagn til broen over Femern Bælt i morgen, så er
uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv på Lolland og Falster
allerede på vej over broen, skriver DR Sjælland.
Bagerelever og lærlinge fra erhvervsskolerne i både Tyskland
og på Lolland-Falster er i fællesskab ved at udgive en bog med
opskrifter på såvel danske som tyske kager og brød - og det
samarbejde er kun begyndelsen, siger projektleder Svend Erik
Jessen fra CELF, Center for Erhvervsrettede Uddannelser
Lolland-Falster.
- I fremtiden vil vi gerne udveksle praktik-elever, så lærlinge fra Lolland-Falster kan komme på
uddannelsesophold i Tyskland og omvendt, siger han til DR
Sjælland.