Ringsted vil skabe nyt sundhedshus

Ringsted vil stable et nyt sundhedshus på benene, der skal være med til at flytte flere opgaver ud i kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et nyt sundhedshus i Ringsted skal bryde grænser ned. Det er intentionen bag et nyt oplæg til byrådspolitikerne, skriver DAGBLADET Ringsted.

- Der sker i dag en opgaveglidning mellem regioner og kommuner, og derfor giver det god mening at flytte flere opgaver ud i kommunen. Vi vil gerne udfordre grænserne, siger byrådsmedlem for SF Britta Nielsen, der er formand for en styregruppe, som i mere end et år har arbejdet med konceptet til et nyt sundhedshus.

Stedet skal huse eksempelvis læger, fysioterapeuter og tandlæger, forebyggende tilbud og mere sygehusprægede tilbud.

- Vi vil gerne have en palliativ afdeling, en akutafdeling og bevare funktioner som for eksempel blodprøvetagning og en røntgenafdeling, siger Britta Nielsen til avisen.