Vagtlægen meldte ikke vold mod ni-årig

En vagtlæge på Næstved Sygehus tilså en 9-årig dreng, der havde fået flere slag på ryggen af sin fulde far, men det fik ikke vagtlægen til at kontakte de sociale myndigheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 14. juli tilså vagtlægen på Næstved Sygehus en ni-årig dreng, som var blevet slået flere gange af sin far med en metal-genstand, men det fik ikke vagtlægen til at kontakte de sociale myndigheder. Det skriver DR Sjælland i dag.

Ifølge familiens advokat Gitte-Marija Loiborg så er serviceloven blevet overtrådt, da lægen ikke reagerede på de blå mærker. Ansvaret for indberetning kan ikke placeres hos familien.

DR Sjælland oplyser, at der i vagtlægens eget notat står, at drengen fortæller, at hans far var fuld, og slog sin søn fem gange med et strygestål.

Carsten Torgard er næstformand for lægernes praktiske udvalg i Region Sjælland, og ifølge ham er det altid lægens ansvar at indberette, når børn lider.

Politiet er nu også sat på sagen, men er ikke gået i gang med en efterforskning.