Studerende tilbød at tage deres egne borde med i skole - men fik afslag

Nogle studerende på Absalon havde selv fundet en løsning på corona-problematik, men så fik de nej fra ledelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anja Molander går på Absalons ergoterapeutuddannelse i Næstved.

Mandag skal hun og hendes medstuderende påbegynde deres næste semester på uddannelsen, men Anja Molander er bekymret for at vende tilbage til klasselokalet.

- Jeg kan godt mærke, at lysten til at komme tilbage er aftaget, siger hun til TV2 ØST.

quote Jeg kan godt mærke, at lysten til at komme tilbage er aftaget

Anja Molander, ergoterapeutstuderende, Absalon.

Det er beskeden, om at de studerende skal undervises i lokaler uden borde, der bekymrer Anja Molander.

- Vi tager rigtig mange noter, så vi sidder hele tiden med vores bærbare computer fremme, siger hun, og uden borde kommer de studerende til at sidde med deres computere i skødet.

Anja Molander fortæller, at hun kan se frem til at skulle sidde sådan omkring 25 timer om ugen, de næste tre uger, og det bekymrer hende. 

- På vores studie lærer vi jo rigtig meget om, hvor vigtigt det er at sidde rigtigt, siger hun.

Alle skal være i klassen

På professionshøjskolen Absalon, der også har afdelinger i blandt andet Nykøbing Falster og Slagelse, har ledelsen besluttet at fjerne bordene fra klasselokalerne for at leve op til myndighedernes krav om, at der skal være en meter mellem hver studerende.

Skolens rektor har tidligere sagt til TV2 ØST, at det langt fra er en optimal løsning, at de studerende skal undervises i lokaler uden borde.

- Jeg ved godt, at dette ikke giver de bedste arbejdsbetingelser og arbejdsstillinger for vores studerende. Vi opfordrer dem til at få en computerpude eller -bakke, som de kan have computeren på, sagde Camilla Wang.

Tina Nør Langager top
Læs også
Ergoterapeut kritiserer Absalon for at fjerne borde: - Det kan ikke forsvares
Tina Nør Langager top
Læs også
Ergoterapeut kritiserer Absalon for at fjerne borde: - Det kan ikke forsvares

I et brev til de studerende skriver ledelsen, at studerende, der for eksempel har rygproblemer eller er gravide, godt kan få et bord, de kan sidde ved.

Men det kræver ny dokumentation fra lægen at få et bord, og det er et problem for flere studerende, fortæller Anja Molander - blandt andre hende selv. 

Frygter hold i lænden

Sidste år havde Anja Molander et voldsomt hold i lænden, der tog mange måneder at komme over.

Derfor vil hun gerne have et bord at sidde ved for at undgå en lignende situation, men det har hun fået afslag på fra Absalon.

- Jeg har kun en henvisning fra november, og dokumentationen skal være nyere, siger Anja Molander.

Hun fortæller, at de studerende selv har forsøgt at finde løsninger, der kunne sikre, at der fortsat blev holdt afstand i klassen, men at de samtidig havde borde at sætte deres computere på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nogen har valgt Absalons løsning fra ved at sætte sig på gulvet.
Nogen har valgt Absalons løsning fra ved at sætte sig på gulvet. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Nogle har et nodestativ, de ret nemt kan have med i bussen og stille computeren på, og jeg har et lille havebord, som jeg kan klappe sammen og have med i bilen, fortæller Anja Molander.

Men de studerende har nu fået at vide, at de ikke selv må tage borde med.

Det skriver Absalon i et brev, som blev afsendt den 27. august.

... det er desværre ikke muligt at medbringe eget bord, da vi ikke kan styre det, hvis alle/mange gør det. Så forsvinder pladsen i lokalerne og afstandskravet kan ikke holdes, står der i brevet, hvor Absalon også oplyser, at man i stedet kan købe en pude til at have computeren på af skolen.

Studerende: Ledelsen lytter ikke

Anja Molander er ærgerlig over, at der ikke er blevet fundet en bedre løsning for de studerende på Absalon.

Hun synes ikke, at ledelsen har lyttet til de studerendes bekymringer og forslag til en anderledes håndtering af myndighedernes afstandskrav. Men hun håber, at ledelsen vil finde en anden løsning snart.

Artiklen fortsætter under billedet.

De studerende på professionshøjskolen må tage til takke med at have computeren på skødet i den kommende periode.
De studerende på professionshøjskolen må tage til takke med at have computeren på skødet i den kommende periode. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Vi håber, at de i løbet af ugen kan se, at det ikke holder. Vi håber, at de selv når frem til den konklusion, siger Anja Molander.

Det har lørdag ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra Absalons rektor Camilla Wang.


Nyhedsoverblik