Statsadvokaten anker ikke dom om vanrøgt af hunde

En 34-årig kvinde skal ikke i fængsel for at vanrøgte 67 hunde. Statsadvokaten har besluttet ikke at anke dommen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I maj 2015 fandt politiet 91 hunde på en gård i Hyllinge.

Hundene – primært cockerspaniels – havde blandt andet betændelse i hud, ører, øjne og poter. De var smurt ind i indtørret afføring, og de led også af navlebrok, indvoldsorm, paradentose, knækkede tænder og adfærdsmæssige problemer.

I midten af august blev hundenes ejer – en 34-årig kvinde – så dømt for at vanrøgte 67 af de 91 hunde og fik en straf på 30 dages betinget fængsel ved Retten i Næstved. 

Afviger ikke fra praksis

Og dén dom står ved magt.

Statsadvokaten har nemlig besluttet ikke at anke dommen, ligesom kvinden selv heller ikke ønsker at anke.

Det skriver Sjællandske.

- Jeg har fået oplyst, at begrundelsen er, at den idømte straf ikke afviger markant fra praksis i den slags sager, siger anklageres i byretten, Maria C. Jepsen, til avisen. 

Grotesk dom

Og netop straffen til kvinden i det, der bliver kaldt danmarkshistoriens største sag om vanrøgt af dyr, var genstand for voldsom kritik fra blandt andre dyrenes beskyttelse. Blandt andet fordi den 34-årige kvinde kun blev frakendt retten til at have med hunde at gøre i tre år.

- Det er fuldstændig grotesk og uacceptabelt, at hun ikke er frakendt retten til at holde dyr i enhver forstand og at forbuddet mod at holde hunde ikke er gjort permanent, sagde Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, da dommen var faldet.

Dommen fik også flere politikere til at fremføre krav om strengere straffe i sager om dyrevelfærd. 

Sådan så nogle af hundene fra Hyllinge ud.
Sådan så nogle af hundene fra Hyllinge ud.