Slap med skrækken, da bil rullede rundt på taget

En bilist slap med skrækken, da en personbil rullede rundt og endte på taget ved en soloulykke på Sydmotorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det så dramatisk ud – men heldigvis kom ingen noget til, da en personbil kørte galt og rullede rundt på taget mandag morgen på Sydmotorvejen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Uheldet skete, da en personbil kom i slinger, da den kørte forbi Tappernøje-rastepladsen i sydgående retning.

- Bilen rullede rundt og endte på taget, men føreren slap heldigvis uden personskade, oplyser vagtchef Henrik Karlsen.

Uheldet skete omkring klokken 6.30, og klokken 08.00 arbejder politi og redning stadig på stedet – blandt andet med at rykke bilen væk fra rabatten ved motorvejen og ind på rastepladsen.