Ti måneder gammelt mysterium løst - rumteleskop fundet i skov på Sjælland

Et stratosfære-teleskop fra DTU Space er blevet fundet. Dermed er der sat punktum for et 10 måneder gammelt mysterium. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et videnskabeligt eksperiment fyldt med dyrebare data er blevet genfundet på Sydsjælland, efter det faldt til jorden i januar måned. 

Det savnede stratosfære-teleskop fra DTU Space blev fundet lige udenfor Næstved - delvist seks meter oppe i et træ. 

- Det er bare så godt, at det er blevet fundet, for det giver os svar på, hvad der egentlig skete med teleskopet i dens sidste minutter på vej mod jorden, siger René Fléron, der er civilingeniør og underviser på DTU Space. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så det savnede rumteleskop ud før opsendelsen fra Nykøbing Sjælland.
Sådan så det savnede rumteleskop ud før opsendelsen fra Nykøbing Sjælland. Foto: Joachim Harding - DTU SPACE

Med fundet er der endeligt sat punktum for mysteriet om, hvor et eksperimentelt stratosfære-teleskop egentlig endte, efter DTU Space mandag den 20. januar tabte kontakten med teleskopet, mens det var på vej ned mod jorden. 

Teleskopet blev dengang, sammen med en anden sonde, sendt op fra en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland af studerende fra DTU Space. Formålet var at tage billeder af himlen og afprøve ny teknik. Mens den anden sonde fløj eksemplarisk, så tabte de studerende kontakten til teleskopet.  

Artiklen fortsætter under kortet.

Her ses de to steder, hvor teleskopet blev sendt op og landede på Sjælland.
Her ses de to steder, hvor teleskopet blev sendt op og landede på Sjælland. Foto: Jakob Olling - TV2 ØST

Stratosfæreteleskopet var spinkelt bygget i blandt andet alufolie og blev båret op i mere end 20 kilometers højde af en helium-ballon på den knap to timer lange flyvetur. Undervejs skulle det tage billeder af både himlen og månen og afprøve nye teknikker til at stabilisere teleskopet. 

Rumteleskop savnet DTU Space
Læs også
Dyrebart rumteleskop savnes fortsat efter styrt på Sydsjælland
Rumteleskop savnet DTU Space
Læs også
Dyrebart rumteleskop savnes fortsat efter styrt på Sydsjælland

- Det var spændende eksperiment, fordi det indeholdt en række instrumenter og blandt andet et system, som ved hjælp af propeller forsøgte at stabilisere sonden, fortæller René Fléron. 

Derfor er det et rumteleskop:

Normalt defineres grænsen til rummet som 100 kilometers højde - og her kom DTUs teleskop aldrig op. Teleskoperne er dog bygget til at kunne klare de store belastninger i rummet.

Teleskoperne arbejder i stedet hovedsageligt i stratosfæren, der starter i cirka 15 kilometers højde.  

- På grund af det hårde vejr om vinteren, så flyver vi ikke så højt. Vi siger, at vi flyver hårdt og kort. Så får teleskopet omkring en time i stratosfæren, og det er den tid, som det tager at krydse Sjælland, siger René Fléron.

Efterlyst vidt og bredt

I dagene og ugerne efter styrtet blev der ledt efter teleskopet mange steder – en jagt, som vi blandt andet fortalte om på TV2 ØST. Her opfordrede DTU Space landmænd til at holde øje med teleskopet, når de gik i gang med at arbejde på deres marker. På Facebook blev der endda udlovet en dusør til dem, der fandt teleskopet. 

Artiklen fortsætter under videoen.

TV2 ØST lavede et indslag, da teleskopet forsvandt. Gense det her.

Trods opmærksomheden, skulle vi dog helt hen til midten af november måned, før teleskopet blev fundet. 

Teleskopet er blevet fundet langt inde i en skov lige øst for Næstved by, i et skovområde nord for Rønnebæk. Her så to skovgæster i sidste uge pludselig plastik-skrammel ligge i skovbunden, med ledninger strittende ud. Samtidig hang andre dele af teleskopet og især dens faldskærm på en gren seks meter oppe i et træ. 

Dermed er teleskopet ikke kommet så langt mod syd, som de studerende havde forventet. I efterlysningerne dengang blev et mere syd-østligt område Rønnede og Vordingborg udpeget som det mest sandsynlige findesteder for teleskopet. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses selve teleskopet i skovbunden.
Her ses selve teleskopet i skovbunden.

Der er med andre ord tale om et meget heldigt fund, siger René Fléron. 

- De eneste, som ellers kommer i det skovområde, er hjorte og skovens fugle. Heldigvis så de mit telefonnummer på udstyret og ringede til mig. Vi var så nede og hente det først på ugen. Dele af udstyret bærer tydeligt præg af at have ligget i fugtig skovbund i 10 måneder - men andre dele af udstyret ser ud, som det gjorde, da det blev monteret, fortæller han. 

Mange data kan reddes

SD-kortet i teleskopets hovedkamera desværre ser ud til at være dødt - og de ønskede billeder af himlen og måske månen kan dermed ikke ses.

Til gengæld har et andet SD-kort i teleskopets computer overlevet ikke bare faldet, men også opholdet i skovbunden. Dette kort indeholder billeder fra sondens sekundære kamera i de sidste minutter på vej ned. Desuden rummer det en række data om rumteleskopets opførsel under flyvningen. Disse data mangler endnu at blive analyseret, men en hurtig gennemgang af billederne kan måske forklare, hvad der skete i sondens sidste minutter. 

Artiklen fortsætter under billederne.​

Sådan ser selve teleskopet ud efter turen ud i atmosfæren og opholdet i skoven.
Sådan ser selve teleskopet ud efter turen ud i atmosfæren og opholdet i skoven.
Teleskopet set ovenfra.
Teleskopet set ovenfra.
Et af de sidste billeder, der blev taget fra teleskopet. Når horisonten ikke er vandret skyldes det, at teleskopet blev kastet rundt i de kraftige vinde i den øverste atmosfære.
Et af de sidste billeder, der blev taget fra teleskopet. Når horisonten ikke er vandret skyldes det, at teleskopet blev kastet rundt i de kraftige vinde i den øverste atmosfære.

- Der er bevaret 240 billeder fra den sidste del af turen, og de tyder på, at sonden blev udsat for meget kraftig turbulens i stratosfæren. De kraftige vindstød har populært sagt rystet teleskopets dele fra hinanden, siger René Fléron. 

- Vi kan se på billederne, hvordan sondens sekundære kamera blevrystet løst, så det har taget billeder af sonden selv – dels har en skrue indeni computeren tilsyneladende også rystet sig løs. Den kan have foretaget en kortslutning i elektronikken – og det er muligvis årsagen til, at vi tabte forbindelsen til sonden.

Han understreger, at alt på teleskopet er sikret, så intet kan styrte frit mod jorden, selv hvis konstruktionen bryder helt sammen.  

Kræver særlig tilladelse

Det er ikke alle og enhver forundt at måtte flyve med  balloner i den yderste del af atmosfæren. Det kræver en særlig tilladelse fra myndighederne, hvor også flyvehøjde og retning er nærmere angivet.

 

Det betyder også, at det kræver helt særlige vejrforhold at sende et rumtekeskop på, da det skal passe med den planlagte flyveplan.

Nye teleskoper på vej

Alt i alt er han begejstret over, at de mange data fra flyvningen har overlevet. 

- De data kan fortælle os, hvad skal vi gøre bedre næste gang – og hvad der virkede. Derfor er det enormt vigtigt at få data tilbage. Alt i alt er det her en rigtig solstrålehistorie, siger han med eftertryk. 

Nye grupper studerende på DTU har indledt arbejdet med at bygge nye sonder, der efter planen skal sendes op i det nye år.  Blandt andet er de i gang med at bygge et nyt stratosfæreteleskop - og erfaringerne fra den gamle sonde kommer nu til at indgå i arbejdet. 

- Erfaringerne gør, at vi ikke behøver at arbejde i blinde med det næste teleskop. Vi har faktisk nogle ting, som vi ved virker – eller som vi ved ikke gør. Det er rigtig værdifuldt, siger René Fléron. 

Han oplyser samtidig, at DTU Space lige nu overvejer, om de skal prøve at redde indholdet af det SD-kort, der sad i sondens hovedkamera, og som ikke virker. 

- De overvejer at redde kortet med avancerede metoder. Og det kan forhåbentligt give data også. Men skal vurderes om det er det værd. Det kan blive for dyrt i forhold til chancen for succes. Måske er det lettere bare at bruge data fra nye teleskoper, der sendes op, siger han. 


Nyhedsoverblik