Rotalent fra Næstved fik flot debut på landsholdet

Det blev til en sejr til roeren Anna Frimann, da hun i weekenden havde sin debut på det danske U17-landshold ved Baltic Cup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det ser lovende ud for 16-årige Anna Frimann.

Det unge talent fra Næstved Roklub fik en flot debut på det danske landshold til weekendens Østersøturnering Baltic Cup , hvor hun for første gang skulle dyste i de røde og hvide farver på det danske U17-landshold.

Turneringen foregik i Jönköbing i Sverige, hvor Anna Frimann kæmpede i dobbeltfirer piger sammen med sine holdkammerater i den danske kvartet. I alt deltog 10 lande og de danske piger var oppe imod hårde modstandere fra Tyskland, Rusland og Polen.

Ifølge en pressemeddelelse fik kvartetten en flot finish i finalen med ét enkelt sekund til Tyskland på 2.000 meterdistancen. Danmark endte som nummer fire i det hårde felt og Næstved Roklub kalder resultatet for opløftende.