Regnbueflaget bliver hejst på rådhuset i flere kommuner

Flere sjællandske kommuner har valgt at hejse det regnbuefarvede Pride-flag foran rådhuset. Det glæder Joakim Rex Blankschøn, der har opfordret dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et lidt anderledes og mere farvestrålende flag vajer i flagstangen foran rådhusene i både Næstved, Vordingborg, Faxe og Stevns kommuner den kommende uge.

Regnbueflagene markerer WorldPride, der på internationalt plan fejrer LGBT+-bevægelsen fra torsdag og indtil den 22. august. I år med København og Malmø som værtsbyer.

quote Det hele startede sidste år, hvor jeg henvendte mig til Næstved Kommune

Joakim Rex Blankschøn, Næstved

At kommunerne har hejst flaget er Joakim Rex Blankschøn fra Næstved i høj grad skyld i. Han har siden sidste år opfordret nogle af landets kommuner til at gå forrest og flage for mangfoldigheden.

- Det hele startede sidste år, hvor jeg henvendte mig til Næstved Kommune. Jeg bor i kommunen, og allerede sidste år havde de hejst Pride-flaget på rådhuset. Samtidig tænkte jeg også, at jeg var nødt til at få nogle flere med, fortæller Joakim Rex Blankschøn.

En enkelt kommune blev til fire, og nu vajer Pride-flaget så i vinden i både Vordingborg, Faxe og Stevns kommuner.

Selvom det er første gang, regnbueflaget er hejst i Faxe Kommune, var de ikke et sekund i tvivl om, at de gerne ville følge Joakim Rex Blankschøns opfordring.

- Joachim Rex Blankchøn sendte en mail til borgmester Ole Vive (V) og jeg, og så var jeg lynhurtig til at gribe den og sige, at jeg synes det var en fantastisk idé. Og det er jeg glad for, at Ole Vive bakkede op om, fortæller Mikkel Dam (LA), formand for Børn & Læringsudvalget i Faxe kommune.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vigtigt at vise flaget uden for hovedstaden

At så mange kommuner gerne vil flage for mangfoldigheden betyder meget for Joakim Rex Blankschøn. 

- Det gør mig stolt, at de anerkender, de godt kan slå et slag for mangfoldigheden. At de anerkender, at der er behov for, at de signalerer som kommune og offentlig instans, at der er brug for, at vi anerkender mangfoldighed og de små minoriteter, siger han.

Udover mangfoldighed er kampen for rettigheder også en vigtig del af Joakim Rex Blankschøns motivation. For selvom hadforbrydelser er begyndt at blive anerkendt herhjemme, er vi stadig ikke i mål, mener han. Og det er ikke kun en kamp, der skal kæmpes i hovedstaden.

quote Det, at København har en Pride-fest, gør jo ikke, at minoriteterne bliver anerkendt mere ude i de enkelte kommuner

Joakim Rex Blankschøn, Næstved

- Det, jeg egentlig gerne vil slå et slag for, er, at det hele ikke bare skal foregå inde til Pride-fejringen i København, men at vi i de små kommuner også skal slå et slag for minoriteter. Det, at København har en Pride-fest, gør jo ikke, at minoriteterne bliver anerkendt mere ude i de enkelte kommuner. Derfor vil jeg gerne vil slå et slag for det, forklare han.

Hos Faxe Kommune er der heller ingen tvivl om, at det er vigtigt at sætte fokus på mangfoldighed og tolerance som kommune.

- Det er vigtigt at sætte fokus på det her, fordi hvis man kigger historisk på det, så er frihedsrettigheder ikke noget, der bare er kommet af sig selv. Når vi så er med til at rejse det her flag, så handler det også om at vise, at vi står bag det, at man godt kan hylde forskelligheder, mener Mikkel Dam.

I mangfoldighedens navn

Joakim Rex Blankschøn er ikke en fast deltager til Pride i København. Festlighederne siger ham ikke det store. Hans motivation for at række ud til kommunerne stammer heller ikke fra et politisk udgangspunkt.

Nej, hans drive bygger udelukkende på mangfoldigheden, og det er også den, han forsøger at sættes fokus på.

quote Jeg synes jeg har en forpligtigelse til at italesætte rettigheder, for de kommer ikke af sig selv.

Joakim Rex Blankschøn, Næstved

- Du kommer ikke til at se mig inde til Pride i København, men jeg gør det her for mangfoldighedens skyld og for at være et talerør, beskriver Joakim og fortsætter.

- Jeg synes, jeg har en forpligtigelse til at italesætte rettigheder, for de kommer ikke af sig selv. Der er rigtig mange, der har det skidt, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på det her, mener han.

Næstekærlighed og tro

Joakim Rex Blankschøn forventede ikke det store, da han rakte ud til Næstved kommune sidste år, og da slet ikke at flere af kommunerne ville følge eksemplet og hejse regnbueflaget.

Men det, der overraskede Joakim Rex Blankschøn mest, var, da sognepræst i Kongsted Kirke, Jeanette Capion, kontaktede ham for at høre, om Joakim Rex Blankschøn havde lyst til at holde en prædiken.

I starten var han i tvivl om, hvorvidt han skulle takke ja til tilbuddet. Men tro og biblen har altid stået ham nær, og ønsket om at sprede budskabet om mangfoldighed og næstekærlighed overvandt hans tvivl.

quote Det her med næstekærlighed, det betyder rigtig meget for mig. At vi skal huske at give noget til andre

Joakim Rex Blankschøn, Næstved

- Jeg bliver utroligt ydmyg og taknemmelig for, at jeg som privat person kan få lov til at tale fra - for mig - noget meget helligt som en præstestol. Det her med næstekærlighed, det betyder rigtig meget for mig. At vi skal huske at give noget til andre, fortæller Joakim Rex Blankschøn.

Netop næstekærlighed bliver også en central del af arrangementet i Kongsted Kirke, hvor Aids-Fondets direktør, Lars Christian Østergreen, også deltager. Efter gudstjenesten bliver der nemlig samlet ind til Aids-Fondet, og her har man også mulighed for både at tale med Joakim Rex Blankschøn og Lars Christian Østergreen.

Joakim Rex Blankschøn håber, at endnu flere kommuner i fremtiden vil hejse regnbueflaget.


Nyhedsoverblik