Regionens første radiobiograf er åbnet

Tirsdag åbnede den første radiobiograf i regionen, og det var Næstved Bio, der slog dørene op for det nye koncept.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Idéen om biografer som filmens hellige haller har den nyopståede podcast æra ændret på. Det er nemlig blevet tid til et nyt fænomen – radiobiografer.

København har været frontløber inden for det nye lyttekoncept, men Næstved følger trop. I Næstved Bio har nemlig valgt at lægge lokaler til en radiobiograf, som bliver drevet af NæstvedungRadio.

Og tirsdag var så præmieredagen for den visuelt fattige biografoplevelse. Her var der mødt en mindre gruppe mennesker op for at lytte til en podcast fra det digitale magasin Third Ear - et program, de kalder "Monster". 

Unge ildsjæle bag

NæstvedungRadio bliver drevet af unge mennesker tilknyttet Næstved Ungdomsskole, og de har nu taget det næste skridt inden for radioens genfødsel sammen med ungdomsskolen.

Mira Kellermann er tovholder på NæstvedungRadio, og en af idekvinderne bag radiobiografen i Næstved. Hun fortæller fra mørket i biografen om det nye koncept.

- Det er som om, der er et spirende vækstlag her i Næstved for unge og voksne, der gerne vil lave lydproduktioner. Så tænkte vi; mon ikke der er en masse folk, der gerne vil lytte - rigtig lytte - til radio, siger hun.

Om der er det, vil tiden vise. Tanken er, at der løbende vil komme arrangementer med radiobiograf, og alle er velkomne. For 25 kroner kan man sætte sig i det bløde sæde, lade mørket omslutte og bare lytte.

 


Nyhedsoverblik