I 100 dage har en række ildsjæle i Karrebæk kæmpet for den lokale Dagli’Brugs’ overlevelse – men forgæves. Om to uger drejer butikken nøglen rundt, skriver Sjællandske.
Det var egentlig planlagt, at butikken skulle lukke i marts i år, fordi butikken gav et betydeligt underskud, og fordi der var åbnet en Netto ganske tæt på Karrebæk. Men de lokale protesterede og indsamlede 800 underskrifter i håbet om at bevare Dagli’Brugsen.
Coop gav en chance mere
Det fik Coop til at give lokalbefolkningen en chance mere. Hvis de på 100 dage kunne sikre, at omsætningen i gennemsnit blev hævet med 50.000 kroner om ugen, så kunne Dagli’Brugsen komme i balance og forblive åben.
- Det er det allerbedste, der kunne ske. Vi har så mange ældre mennesker her i byen. Hvis de skulle miste Dagli’Brugsen, så mister de deres sociale mødested, deres apotek og deres posthus i ét. Det eneste sted de har her i byen er Dagli’Brugsen, så det er en rigtig dejlig nyhed, sagde Jørgen Madvig, beboer i Karrebæk, til TV ØST i slutningen af februar.
Men glædenvarede altså ikke ved, for det er ikke lykkedes at hæve omsætningen. Ifølge Sjællandske er omsætningen det halve af, hvad Coop forlanger for at holde liv i butikken.