Politiet: Sådan passer vi på Obama i Næstved

Der er styr på sikkerheden fra politiets side, når Barack Obama fredag aften gæster Arena Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fredag aften besøger Næstved, er det ikke uden et stort sikkerhedsopbud.

Det fortæller Tom Trude, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har planlagt et stort sikkerhedssetup forstået på den måde, at vi selvfølgelig har stået for sikkerhed og planlægning, men vi er også meget til stede på gaden for at skabe tryghed, siger han.

quote Det er et seriøst sikkerhedssetup, og der er mange tandhjul, som skal falde i hak

Henrik Glintborg, vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi

Han fortæller også, at man har aktivere hjemmeværnsfolk, der trafikregulerer på grund af den øgede aktivitet i byen.

Politi vil være synligt tilstede

I forberedelsesprocessen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi arbejdet sammen med Barack Obamas følge, Arena Næstved og Københavns Politi, for at sikre, at sikkerheden og planlægningen var i top, fortæller Tom Trude.

- Vi kommer til at være tilstede. Vi har det synlige politi, som er det primære politi, men vi kan ikke afvise, at der vil være noget civilt politi. Det er jo klart, at når der kommer en ekspræsident, så skal man også håndtere nogle andre opgaver, siger han.

Læs også
Flager for Obama
Læs også
Flager for Obama

Siden Barack Obama stoppede som præsident i 2016, har han besøgt Danmark flere gange for at afholde foredrag. 

I 2018 besøgte han SDU i Kolding, i 2019 besøgte han Aalborg og i 2022 besøgte han både København og Skive.

Ikke hverdagskost

Ifølge vicepolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Glintborg, som var ansvarlig for planlægningen af Barack Obamas besøg i Skive, er et besøg fra en tidligere præsident ikke hverdagskost i en politikreds.

- Det er et seriøst sikkerhedssetup, og der er mange tandhjul, som skal falde i hak, så det er en stor opgave, siger han.

Barack Obama skal tale foran 3.500 gæster til eventet An Evening with President Obama i Arena Næstved den 15. marts. Det er ifølge Arena Næstved det største danske event, som Barack Obama hidtil har deltaget i.

Læs også
Udvalgte gymnasieelever skal opleve Obama
Læs også
Udvalgte gymnasieelever skal opleve Obama

Selvom sikkerhedsarbejdet er stort, er det lille sammenlignet med dengang, Barack Obama var fungerende præsident. Det vurderer Hans Jørgen Bonnichsen, som er tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

- Det er ikke det samme som et præsidentbesøg. Der er en kæmpe forskel. Sådan et besøg er næsten umuligt at gennemføre, da der er så mange sikkerhedskrav, som man skal leve op til, siger han.

Secret service passer på

Hans Jørgen Bonnichsen understreger, at Obamas besøg har været planlagt i en længere periode, og at politiet derfor har haft fin tid til at planlægge detaljerne omkring besøget med Secret Service, som passer på alle nulevende, tidligere præsidenter.

- Man baserer sikkerhedsarbejdet på en kombination af efterretningsarbejde, forarbejde og reel erfaring fra Secret Service-folkene og dansk politi, siger han.

Læs også
Billetter næsten revet væk til Obama-show
Læs også
Billetter næsten revet væk til Obama-show

Dette bekræfter Peter Dahl, som er leder af beredskabet i Københavns Politi og har stået bag sikkerheden og planlægningen af flere statsbesøg.

Han understreger også, at der er en væsentlig forskel på, hvordan sikkerhedsplanlægning så ud, da Barack Obama besøgte Danmark som præsident i 2009, og de seneste besøg, hvor han har holdt foredrag.

- Der er en kæmpeforskel i det trusselsniveau, der skal afdækkes. Han er jo ikke længere det samme symbolmål, som da han var præsident for USA, siger han.


Nyhedsoverblik