Det er ikke hverdagskost, politiet bliver kaldt ud til meldinger om nøgne mænd, der angriber husdyr med en sabel.
Det var dog lige præcis meldingen torsdag morgen, hvor en 45-årig mand blev meldt for at slå ud efter får og heste i en fold i Herlufmagle.
Da politiet nåede frem var manden dog påklædt og uden sabel, om end noget beruset.
Gik på cafe i fuld uniform
Politiet tog derfor en snak med den 45-årige og kørte ham hjem. Ingen dyr havde lidt overlast.
Det var dog ikke det sidste, som politiet så til manden i løbet af dagen.
Torsdag aften blev manden nemlig set i fuld militær uniform med sabel på en cafe i Næstveds midtby.
I denne omgang var politiets forståelse for manden dog dæmpet lidt, og han fik nu en bøde for brud på våbenloven.