Minister om motorvej til Næstved: - Det er et rigtig godt projekt

En motorvej mellem Næstved og Rønnede lader vente på sig. I det tog en utålmodig delegation fra Næstved på besøg hos transportministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både morgen og eftermiddag er der kø så langt øjet rækker, når biler, lastbiler og varevogne i langsomt tempo brummer afsted på rute 54 - populært kaldet Gedestien - der forbinder Næstved med Rønnede og motorvejen.

Kø koster tid, og tid er penge for de mange lokale virksomheder, der ligesom pendlerne i årevis har kaldt på en motorvej, der kan forkerte rejsetiden mellem Næstved og Sydmotorvejen.

quote Projektet er et rigtig godt projekt, som jeg synes er meget sympatisk

Benny Engelbrect (S), transportminister

Selvom en 15 kilometer lang motorvej til Næstved har været på det politiske tegnebræt siden 2017, er det endnu ikke besluttet at sætte arbejdet i gang. Der mangler nemlig stadig en milliard kroner, før byggeriet kan blive til virkelighed.

Derfor var en delegation af politikere og erhvervsfolk fra Næstved Kommune i dag taget til København for at tage et alvorsord med transportminister Benny Engelbrecht (S).

En delegation fra Næstved mødtes i dag med transportministeren.
En delegation fra Næstved mødtes i dag med transportministeren. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Selvom der ikke var nogen forpligtende ord fra mnisteren, gav han Næstved-delegationen håb for den kommende motorvej.

- Projektet er et rigtig godt projekt, som jeg synes er meget sympatisk. Jeg kan ikke stå og love noget om, hvad der kommer til at ske i de kommende infrastrukturforhandlinger, men jeg har ikke nogen negativ indstilling til projektet. Tværtimod, lød det fra transportminister Benny Engelbrecht.

VIDEO: Den manglende motorvej har alvorlige konsekvenser for erhvervslivet omkring Næstved:

 

Ministeren understreger, at han håber at kunne igangsætte forhandlinger om den fremtidige infrastruktur i Danmark i år. Men først skal der skabes overblik over, hvor mange penge der er et dele ud af, efter at coronakrisen har sat kløerne i dansk økonomi. Derefter skal der laves en klimahandlingsplan, hvor man sætter mål for, hvor mange og hvilken type biler, der i fremtiden skal rulle rundt på de danske veje.

quote Jeg er blevet mere optimistisk end før vi tog afsted

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune

Først derefter kan forhandlingerne om blandt andet motorveje begyndte. Men ikke desto mindre var det en håbefuld Næstved-borgmester, der gik fra mødet med sin socialdemokratiske partifælle.

- Jeg er meget optimistisk. Det var et godt møde, og jeg er blevet mere optimistisk end før vi tog afsted. 

- Ministeren har sat sig godt ind i det, og han er godt klar over det store behov for den her vej - både for dem der bor på vejen i dag og er meget generet af rute 54, men også for vores pendlere og virksomheder, hvor det er altafgørende, at vi får den her vej, siger borgmester Carsten Rasmussen (S).

Det blev ikke til et håndslag på en motorvej - men der blev hilst på coronavenlig facon og indgydt håb i Torben Johansen, formand for Næstved Erhvervsforening.
Det blev ikke til et håndslag på en motorvej - men der blev hilst på coronavenlig facon og indgydt håb i Torben Johansen, formand for Næstved Erhvervsforening. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Samme forsigtige håb ytrede formanden for Næstved Erhvervsforening, Torben Johansen.

- Mit håb er, at der i første kvartal næste år er indgået et forlig, og så kan der sættes en tidshorisont op. Netop hvornår vi kan starte byggeriet er det, der er vigtigt for vores lokale virkskomheder, siger Torben Johansen.

Grafik: Nick Abildgaard


Nyhedsoverblik