Søndag aften fik Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set noget flyde i vandet ved Karrebæksminde. Ifølge vagtchefen blev det meldt som en mulig drukneulykke, og derfor var beredskabet ude for at afsøge området.
I anmeldelsen fremgik det, at der var set "noget rødt", som muligvis kunne være en beklædningsgenstand. Men beredskabet fandt ifølge vagchefen ikke noget ved eftersøgningen.
I øjeblikket er den 73-årige Lise Lotte Petersen, der kommer fra netop Karrebæksminde, fortsat meldt savnet. Hun har været savnet siden mandag den 14. marts, hvor hun ikke kom hjem fra sin daglige gåtur.
Siden har politiet søgt efter hende med både mandskab og hunde uden resultat, og lørdag foretog 85 frivillige i samarbejde med foreningen Missing People også en eftersøgning i Karrebæksminde.
Signalement
Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fortsætter politiets eftersøgning med vandsøgningshunde i dag mandag.