Mads har taget et billede hver eneste dag i 2016

Det var et spørgsmål om at forsøge at komme ud af sin comfortzone, der fik hobby-fotografen fra Næstved til at kaste sig ud i projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

OPDATERET - Se foto nummer 366 ved at klikke videre i billedgalleriet.

Året er ved at gå på hæld, og for mange mennesker betyder det et tilbageblik på året der gik.

Og for hobby-fotograf Mads Sabroe fra Næstved kan det godt være lidt nemmere end for andre.

Han har nemlig taget et billede med sit kamera hver eneste dag i 2016 og lagt dem op på sin hjemmeside. Så i morgen, nytårsaften, vil hjemmesiden tælle billeder fra alle årets 366 dage.

- Det startede med, at jeg læste om nogle andre fotografer, som har kastet sig ud i et projekt med at tage et billede om dagen. Det syntes jeg var spændende, så det kastede jeg mig over første dag i januar i år, fortæller Mads Sabroe om sit projekt 366.

Har presset sig selv

Det er blevet til en lang række vidt forskellige billeder – fra et selvportræt i en julekugle over genspejlingen af børneben i en vandpyt til biler i fart på vejen. Der behøver nemlig ikke være en rød tråd i billederne.

- Det er for at komme ud af min comfortzone og rykke mig som fotograf. Jeg har taget billeder af alt muligt og har øvet en masse teknikker. Jeg har også spurgt mennesker, jeg ikke kender, om jeg måtte fotografere dem. Så jeg har prøvet en masse forskellige ting og rigtig presset mig selv, siger hobby-fotografen.

Men nu hvor året går på hæld, er det også slut med fotoprojektet. Mads Sabroe har ikke planer om at fortsætte i 2017.

- Januar bliver en foto-fri måned for mig. Næste år skal jeg lave noget andet, men jeg ved ikke hvad endnu, fortæller han.

Du kan se alle Mads Sabroes billeder her.