Kommune sparer græsslåningen væk - nu tager Søren sagen i egen hånd

I Næstved Kommune slår man mindre græs for at spare penge. Men en borger har taget kampen mod ukrudt og højt græs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På sin røde havetraktor er Søren Vejsager fra Spjellerup i færd med at slå græsset i grøftekanten.

En opgave, som normalvis varetages af Næstved Kommune, men ikke længere.

I kommunen går der nemlig længere tid mellem græsslåningen på de grønne arealer og i vejrabatterne. 

Det gør der, som led i en ny prioritering af ressourcer i forbindelse med budgettet for 2024, hvor Næstved Kommune forventer at spare 800.000 kroner på området i år.

Tager sagen i egen hånd

Derfor har Søren Vejsager altså valgt, at tage kampen op mod højt græs og ukrudt alene.

- Rabatterne er jo fyldt med ukrudt, og det ender så i vores haver, så nu har jeg taget sagen i egen hånd, siger han.

Læs også
Tonsvis af indfanget CO2 køres til Stevns for at aflaste klimaet
Læs også
Tonsvis af indfanget CO2 køres til Stevns for at aflaste klimaet

Omvendt mener Merethe Cramer Petersen fra Rettestrup, at det er skønt, at kommunen har  valgt at lade bevoksningen stå til. 

- Vi nyder at se grøftekanterne, når vi går tur og ser alle de vilde blomster og insekter, og selvfølgelig skal det holdes nede indimellem, men jeg synes, at to gange om året er rigeligt.

Går ikke udover den nære velfærd

Næstved Kommune forsikrer dog om, at man fortsat vil slå en kant i græsset blandt andet for at sikre trafiksikkerheden langs stier, fortove og veje.

- Vi har vurderet, at det ikke er noget, der rammer borgernes nære velfærd, derfor kan vi bedre acceptere en reduktion på græsslåningen. Derudover har det også en god effekt på biodiversiteten.

Sådan lyder det fra Marianne Olsen (S), som er formand for Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget i Næstved Kommune.

Hvis man skulle opleve skilte, som ikke kan ses, eller hvis græsset er i vejen for udsynet, opfordrer Næstved Kommune borgere til at kontakte dem.


Nyhedsoverblik