Kommune gav afslag på nedrivning - nu er bevaringsværdigt hus jævnet med jorden

På trods af et afslag om nedrivning lå huset på Susåvej 3 i Næstved tirsdag morgen i ruiner. Ejeren selv kalder det en "renovering af tagetagen".

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Susåvej 3 i Næstved har der siden 1825 stået et stråtækt hus. Det skulle der ifølge Næstved Kommune også have gjort her til morgen. Men det gør der ikke. Ejeren har ifølge Næstved Kommune revet huset ned, selvom huset ifølge lokalplanen har høj bevaringsværdi.

Kommunen forsøgte ellers at standse arbejdet omkring huset med et påbud i går, mandag. Her var en stor gravemaskine i gang med at fjerne både stråtag og spær. Arbejdet blev kortvarigt standset som følge af et strakspåbud. Men sidst på eftermiddagen var gravemaskinen atter i gang med at fjerne tag, vinduer og vægge på huset.

Det viser billeder, TV2 ØST har modtaget.

quote Vi blev varskoet om, at der foregik noget ude ved det hus, som så ud til at ligne en nedrivning

Jens Bach, centerchef for plan og miljø, Næstved Kommune

I oktober ansøgte ejeren af huset, Nicolaj Bossen, Plan- og Erhvervsudvalget i Næstved Kommune om en dispensation til at rive det bevaringsværdige hus ned. Ifølge ham har huset været i så dårlig stand, at det var nedstyrtningstruet, og at en istandsættelse ville kræve investeringer "på over 1.000.000 kroner eksklusive moms". Huset erhvervede Nicolaj Bossen i oktober 2019 for 1.150.000 kroner.

Sådan fremstår huset i ejerens ansøgning om nedrivning.
Sådan fremstår huset i ejerens ansøgning om nedrivning.

Billeder af huset fra juli måned 2021 viser blandt andet råd i træværket, mener ejeren, som i dag til TV2 ØST fortæller, at skaderne var omfattende.

- Da vi åbnede det op – den gamle ejer har åbenbart beklædt det med plastikmaling – så er alt træværket fuldkommen og aldeles råddent, siger Nicolaj Bossen, der efter eget udsagn vil opføre "et hus i samme stil" på matriklen.

Men ansøgningen blev afvist, fordi huset er bevaringsværdigt af hensyn til karakteren af lokalmiljøet, hvor huset er et af få tilbageværende huse fra den gamle landsby Lille Næstved, der i dag er vokset sammen med resten af Næstved.

Administrationen i Næstved Kommune bemærkede i den forbindelse, at "umiddelbart syner huset velbevaret, i det der hverken ses revner i facader eller sunket tagryg, som begge dele vil være konsekvenser af en reduceret bæreevne i konstruktionen." 

Kun murbrokker og andet affald er nu tilbage på matriklen, hvor der før stod en bevaringsværdig bygning.
Kun murbrokker og andet affald er nu tilbage på matriklen, hvor der før stod en bevaringsværdig bygning. Foto: Privatfoto.

Påbud om at standse

Det var naboer til huset på Susåvej 3, som mandag gjorde Næstved Kommune opmærksom på, at en nedrivning var gået i gang. Også politiet blev tilkaldt.

- Vi blev varskoet om, at der foregik noget ude ved det hus, som så ud til at ligne en nedrivning, så tog vi derud, siger Jens Bach, der er centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune, og fortsætter:

- Derude fik vi oplysninger om, at de var i gang med at skifte tag ud. Ejers opfattelse var, at man må godt skifte taget ud uden at have tilladelse, men da man ved samme lejlighed også rykkede spær og bærende ting ned, så kunne vi jo sige: "Det må man ikke. Det kræver en byggetilladelse." Derfor udstedte vi det, som man kalder et standsningspåbud.

Mandag formiddag gik en gravemaskine i gang med det, som ifølge ejeren var nedtagning af tag og spær med henblik på renovering af tagetagen. Næstved Kommune mener derimod, der er tale om en nedrivning.
Mandag formiddag gik en gravemaskine i gang med det, som ifølge ejeren var nedtagning af tag og spær med henblik på renovering af tagetagen. Næstved Kommune mener derimod, der er tale om en nedrivning. Foto: Privatfoto.

Overfor TV2 ØST afviser husets ejer, Nicolaj Bossen, imidlertid, at han har gjort noget forkert.

Han forklarer, at huset er styrtet sammen i forbindelse med, at man har været ved at fjerne taget.

- Vi fandt ud af, der var råd i tagetagen, og så gik vi i gang med at renovere hele den tagetage. Og det kunne det desværre ikke holde til – så det styrtede sammen under det – og nu ligger det deroppe.

- Det styrtede sammen i nat, tilføjer Nicolaj Bossen.

quote Jeg er ikke enig i den udlægning. Jeg ved ikke, hvad det er for en video, du har set

Nicolaj Bossen, ejer, Susåvej 3, Næstved

Videooptagelser fra mandag eftermiddag tegner dog et andet billede. I videoen, som kan ses øverst i artiklen, kan man se, at huset i forbindelse med fjernelsen af taget blev påført store skader. Her ses gravemaskinen i gang med at fjerne både tag, vinduer og murværk.

Vil du ikke betragte det som en nedrivning?

- Jeg er ikke enig i den udlægning. Jeg ved ikke, hvad det er for en video, du har set.

Det er en video, der viser, huset på Susåvej 3 bliver revet ned.

- Det påstår dem, der sendt jer videoen måske, siger Nicolaj Bossen.

TV2 ØST kan bekræfte, at videoen er optaget på adressen Susåvej 3. Optagelsen er indløbet klokken 17.27 mandag den 27. december 2021.

Hvor meget stod der tilbage af huset, da I var færdige med at rydde op i går?

- Det kan jeg ikke huske – jeg var der ikke. Jeg tror måske, der var nogle vægge tilbage, og taget var taget helt af.

Det forekommer som en ret voldsom måde at fjerne taget på – kan det ikke tænkes at have medvirket til sammenstyrtningen?

- Havde huset været i en ordentlig forfatning, havde det også kunnet holde til det her. Og det havde jeg også håbet på, efter jeg fik at vide af kommunen, at det kunne man rette op på selv.

Så du mener, huset skulle kunne holde til, at man fører en gravemaskine gennem væggen?

- Det har vi ikke gjort. Igen, jeg kan ikke kommentere på videoer, du har fået tilsendt fra en, jeg ikke kender.

Natten til tirsdag er huset ifølge ejeren "styrtet sammen". Dagen før en gravemaskine filmet i færd med at fjerne både tag, vinduer og vægge fra huset.
Natten til tirsdag er huset ifølge ejeren "styrtet sammen". Dagen før en gravemaskine filmet i færd med at fjerne både tag, vinduer og vægge fra huset. Foto: Privatfoto.

Politianmeldelse i vente

Nicolaj Bossen fastholder, at han både har overholdt afgørelsen om ikke at rive huset ned – ligesom han også mener at have respekteret det standsningspåbud, som Næstved Kommune udstedte mandag.

quote Det er blevet blæst meget op. Jeg har gjort det, jeg har fået besked på

Nicolaj Bossen, ejer, Susåvej 3, Næstved

- Der blev stoppet med det samme. Håndværkerne spurgte, om de måtte rydde det tag op, der allerede var taget ned – og det fik de lov til, forklarer ejeren af huset og tilføjer:

- Det er blevet blæst meget op. Jeg har gjort det, jeg har fået besked på, og jeg har handlet på det, som jeg mener, var det rigtige.

Men er det at fjerne skrald fra ejendommen, at rive taget af med en gravemaskine, så vinduer ryger med ud og vægge vælter?

- Det er dig, der tolker på det. Det har jeg ingen kommentarer til.

Næstved Kommune mener, I allerede var gået i gang med at rive huset ned ved det, som I kalder for udskiftning af taget?

- Det er deres udlægning – det giver jeg dem ikke ret i, siger Nicolaj Bossen og tilføjer:

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at huset faldt sammen under det her forsøg på renovering. Og jeg er ked af, kommunen har den holdning, at de vil stavnsbinde dem til ejendomme, der er så faldefærdige, at det vil ruinere dem.

På trods af stansningsforbuddet fra Næstved Kommune var gravemaskinen fortsat i gang med at fjerne husets tag mandag sidst på eftermiddagen.
På trods af stansningsforbuddet fra Næstved Kommune var gravemaskinen fortsat i gang med at fjerne husets tag mandag sidst på eftermiddagen. Foto: Privatfoto.

Næstved Kommune vil nu overveje sanktionerne mod ejeren af Susåvej 3.

- Nu kan jeg jo ikke sige noget med sikkerhed endnu, men generelt er det sådan, at hvis man får et påbud og ikke følger det, så kan det i sidste ende ende med en politianmeldelse, siger Jens Bach og tilføjer:

- Vores byggemyndighed var dernede i går og give et standsningspåbud, og så også i dag, hvor man har taget billeder, der viser, at nu er det væk.

Læs også
Nakskov istandsætter historiske huse for 21 millioner
Læs også
Nakskov istandsætter historiske huse for 21 millioner

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræftede vagtchef Mikkel Kjærgaard mandag aften over for TV2 ØST, at politiet blev kaldt ud til adressen Susåvej 3 i Næstved samme formiddag. 

I første omgang er sagen overdraget til kommunen. Politiet bistod i den forbindelse med at formidle en kontakt mellem kommunen og ejeren, men ellers gør ordensmagten ikke yderligere i sagen for nuværende, indtil en eventuel anmeldelse bliver indgivet, oplyste vagtchefen.

Entreprenøren Topmann Aps understreger, at de blot har udført en opgave for en kunde og ikke er ansvarlige for, om arbejdet er lovligt eller ej.
Entreprenøren Topmann Aps understreger, at de blot har udført en opgave for en kunde og ikke er ansvarlige for, om arbejdet er lovligt eller ej. Foto: Privatfoto.

Entreprenør: Vi har intet ansvar

Tirsdag eftermiddag fortæller centerchef i Næstved Kommune, Jens Bach, at han forventer, at sagen bliver politianmeldt.

- Jeg kan ikke stå her og sige, hvad vi præcist gør, men det er normalt, at sådan en sag politianmeldes, og det forventer jeg også, at vi gør, eftersom der er blevet udstedt et påbud, som ikke er blevet fulgt.

- Der kan selvfølgelig være, at der er noget i sagen, jeg ikke kender til, men det kan jeg ikke lige få øje på.

Jens Bach oplyser, at forvaltningen skal tage stilling til sagen, når den er samlet igen i det nye år. 

Entreprenøren, der på billeder ses arbejde på grunden, understreger over for TV2 ØST, at de ikke mener at have noget ansvar for, hvorvidt arbejdet er ulovligt eller ej. Det ansvar hviler alene på ejeren af bygningen, fortæller virksomheden.

- Vi har ikke noget med sagen at gøre. Vi er blevet ansat til noget, og vi fuldfører en opgave for vores kunde, fortæller virksomheden Topmann Aps til TV2 ØST.

Opdatering
Clock28. dec 2021, kl. 21:51
Artiklen er opdateret med kommentarer fra entreprenøren, Topmann Aps, som det ikke var muligt at få en kommentar fra inden artiklens udgivelse. De understreger, at det alene er husets ejer, der er ansvarlig for, hvorvidt arbejdet er ulovligt eller ej.

Nyhedsoverblik