Johanne fra Fensmark er kåret som Miss Danmark

I mandags blev Johanne Grundt Hansen kåret som Miss Danmark 2021.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den seneste måned har 20-årige Johanne Grundt Hansen fra Fensmark brugt alle sine weekender på bootcamps. Her har hun fået øvelse i catwalking, public speaking og mental træning. Alt sammen bar frugt i mandags, hvor Johanne blev kåret som Miss Danmark 2021.

- Det er stadig ikke helt gået op for mig, og jeg forstår det stadig ikke helt. Jeg bruger meget tid på at svare folk, der skriver tillykke, men jeg har stadig ikke helt selv forstået det. Det er meget overvældende, siger Johanne Grundt Hansen.

Sådan så det ud, da Johanne Grundt Hansen fra Fensmark blev kåret til Miss Danmark.
Sådan så det ud, da Johanne Grundt Hansen fra Fensmark blev kåret til Miss Danmark. Foto: Abdul Al-Hawani - Missdanmark.dk

Den nykårede vinder har i mange år interesseret sig for konkurrencen, og hun synes, det er fantastisk at stå med titlen selv nu.

Vil sætte fokus på plastik i verdenshavene

Som en del af konkurrencen kunne man deltage i flere delkonkurrencer. Johanne Grundt Hansen valgte blandt andet velgørenhed. Her talte hun om organisationen Plastic Change, som arbejder for at passe på, hvor meget plastik vi udleder i samfundet og få genanvendt det.

- Jeg valgte et projekt om plastik i verdenshavene, og det kan jeg sætte mere fokus på nu, hvor jeg får en større platform.

Derudover deltog Johanne Grundt Hansen også i Miss Sport delkonkurrencen, som hun vandt. Her deltog hun med karate.

Udover at have sort bælte i hår og makeup, så har Johanne Grundt Hansen det også i karate, og flere gange om ugen underviser 
hun både børn og voksne.
Udover at have sort bælte i hår og makeup, så har Johanne Grundt Hansen det også i karate, og flere gange om ugen underviser hun både børn og voksne. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Håber hun kan inspirere andre

I alt var 30 piger med i Miss Danmark konkurrencen. Det tal blev skåret ned til ti i finalen. Her skulle pigerne først gå i tre forskellige kjoler, hvorefter top fem skulle svare på et spørgsmål hver fra dommerne.

Johanne Grundt Hansen blev spurgt, hvad hun ville sige til folk, som mener, konkurrencen er kvindeundertrykkende.

- Jeg svarede, at jeg ikke kan se, at det er kvindeundertrykkende, at vi er med i en konkurrence, som vi selv melder os til, og hvor vi får lov til at udleve vores prinsessedrøm. Samtidig får vi lov til at slå et slag for en sag, vi virkelig brænder for.

Johanne Kåret til Miss Danmark
Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Generelt har Johanne Grundt Hansen været glad for hele forløbet, og hun håber, at hun kan inspirere andre til at gå efter deres drømme.

- Jeg håber, at folk vil lære, at man kan, hvad man vil. Jeg kunne ikke gå i høje stiletter, før jeg kom, og jeg kunne ikke bare snakke ud til mange mennesker. Men det er alt sammen noget, jeg har lært i konkurrencen, og hvis man vil det nok, så kan man også, fortæller Miss Danmark.


Nyhedsoverblik